I Økologisk Landsforening opfordrer direktør Paul Holmbeck både forbrugere og myndigheder til at holde fast i en sund skepsis, når det gælder de nye gensplejsede afgrøder.
Foreningen har netop anmodet miljøministeren om at sige nej til udsætning af en anden type gensplejset majs fra Monsanto, som efter planen skal vokse på marker ved Skejby, Horsens og Brønderslev.
– Gensplejsning er netop forbudt i det økologiske landbrug, fordi vi mener, det er svært at lave en fornuftig risikovurdering af disse afgrøder, både når det gælder sundhed og miljø.
Og denne sag er desværre et godt eksempel på, at kontrollen kan svigte, siger Paul Holmbeck. Flere politikkere i oppositionen mener på baggrund af de nye oplysninger, at Monsanto skal have frataget sin godkendelse til at sælge den gensplejsede majs af typen MON863.
Derfor bør du vælge gensplejsede planter og genmodificerede organismer GMO fra:
– De biologiske og arvemæssige konsekvenser er ukendte og uoprettelige.
– De sundhedsmæssige konsekvenser er ikke undersøgt.
– Patent på afgrøder sætter landmænd i et økonomisk afhængighedsforhold til store genteknologiske virksomheder.
– Sult, miljø- og ressourceproblemer i den tredje verden kan kun overvindes, hvis forskningsindsatsen støtter en økologisk bæredygtig udvikling.
Kilde: Økologisk Landsforening – www.okologi.dk



