0
Skrevet 21-07-2006 af Tine Munch Nielsen - Print - Send til en ven -
Grillning belaster miljøet dels fordi der dannes forurenende røg, når man griller, dels fordi fremstillingen af grillbriketterne er ressourcekrævende og forurenende.
Hvad angår dit helbred, udvikler grillbriketterne for det første røg, der er usund at indånde. Hvad værre er, dannes nogle giftige stoffer, som man risikerer at indtage når man spiser det grillede måltid.
Oftest steges bøfferne alt for hårdt på grillen, hvormed der dannes såkaldte stegemutagener. Jo mere kødet brankes, des flere stegemutagener dannes der. Disse stoffer kan være kræftfremkaldende i det lange løb, derfor bør du sænke grilltemperaturen og grille mere nænsomt, f.eks. ved at sætte grillristen højere op. Et andet problem ved stegning på grill er, at fedtstoffer drypper fra kødet ned på de glødende kul, hvorved der opstår en tjæreholdig stegeos med sundhedsskadelige PAH-forbindelser, som også kendes fra trafikforurening. PAH binder sig til kødet eller kan indåndes, og det kan også være kræftfremkaldende.
Stegemutagenerne opstår i al slags kød (indmad undtaget), men også i fisk. Man bør også være forsigtig når man griller grøntsager og kartofler, for man kender endnu ikke alle de langsigtede virkninger af de brankede grillstriber på maden.
Det er hyggeligt at grille, men det er også både dårligt for miljøet og for helbredet, så gem grillkullene til festlige lejligheder og en sommerweekend i ny og næ.
Gode råd, når du griller:
- Grill kun ved særlige lejligheder, og husk at købe økologisk kød af god kvalitet.
- Grill nænsomt, sæt risten lidt højere oppe så temperaturen sænkes lidt.
- Undgå at indånde røgen fra grillen, især når den optændes, den indeholder mikropartikler og tunge kulbrinter (PAH), der kan være kræftfremkaldende.
- Vælg kul eller briketter med lavt askeindhold og høj brændværdi. Se efter Varefaktamærket eller det svenske SIS-mærke.
- Vælg FSC-mærkede produkter, der garanterer for bæredygtig skovproduktion.
- Eller vælg at tænde op til grill med rigtigt brænde.
- Undgå engangsgriller, der bidrager unødigt med ressourceforbrug og affald. Køb i stedet en lille transportabel grill, hvis du har brug for at tage på grill-picnic.
Jeg værdsætter, at du vil besøge min side og læse denne artikel. Hvis du kan lide artiklen, så klik på DEL nedenunder så vi sammen kan sprede budskabet.
Jeg elsker, når folk kommentere på mine artikler, så brug formular nedenunder.