Skrevet 30-10-2011 af Alun Biggart - Print - Send til en ven -
Gennem de sidste 40 år er vi alle blevet bombarderet med råd fra læger, videnskabsfolk, ernæringseksperter, slanke-profeter og fødevareindustrien om at spise mindre fedt af hensyn til vores helbred og den slanke linie.
I virkeligheden har alle myndigheder og eksperter lige fra regeringen og hele vejen ned gennem systemet fortalt os at fedme, overvægt og mange sygdomme skyldes et for stort forbrug af fedt, og at vi, hvis vi spiste mindre fedt, ville tabe os og leve længere.
Til gengæld fortæller de samme mennesker os, at de forarbejdede kulhydrater, i bunden af den meget omtalte ”kostpyramide”, som pasta, ris, brød etc. skal være selve grundlaget i vores sunde, fedtfattige kost. I et forsøg på at fjerne alt fedtet fra vores mad har fødevareindustrien da også været hurtig til at få ændret på processerne på deres fabrikker.
I dag er en masse fødevarer derfor mærket med anprisninger som ”fedtfri”, fedtfattig”, kaloriefattig”, ”mindre fedt”, ”99% fedtfri”, ”30% mindre fedt” og selv betegnelsen ”kolesterolfri” i et forsøg på at sælge forbrugerne madvarer, som anses for at være mere sunde for os almindelige dødelige.
Det er blevet en så stor forretning for producenterne at fremstille fedtfattige, færdigpakkede madvarer, at det ofte er svært at finde ægte, naturlige råvarer i mange af butikkerne i dag.
Mens fedtfattige kampagner, som lover os et slankere og sundere liv løber hen over hele den vestlige verden, har regeringer og producenter via offentlige og private institutter ofret milliarder af kroner på undersøgelser for at bevise kampagnens værdi. Men når man så samtidig ser fedmen vokse i den vestlige verden dag for dag, må man spørge sig selv om videnskaben og industrien virkelig har bevist, at en fedtfattig kost er sundere for os?
Har den store fedtfattige kampagne gjort os slankere og fået os til igen at kunne krybe ned i vores yndlings-jeans?
Er vi blevet sundere, og har vi fået reduceret antallet af sygdomstilfælde, efter at vi er begyndt at spise mindre fedt?
Sandheden er, at hvis det, at spise fedt, især mættet fedt fra dyr, skulle føre til overvægt og sygdomme, så skulle vi i de vestlige lande på nuværende tidspunkt være godt på vej til at blive tyndere og sundere, da vores fedtforbrug på grund af de mange kampagner gennem de senere år er faldet fra omkring 43% til 33%.
Men trods kendsgerningen om, at vi støt og roligt har sænket vores fedtforbrug og vores indtag af kolesterol samtidig med, at vi motionerer mere og mere, er vi ikke kommet til at ligne de supermodeller, vi kan se i annoncer og reklamer.
I virkeligheden bevæger vi os i den forkerte retning: Vi bliver federe og federe, der er stadig flere, der bliver syge, og hvis denne udvikling fortsætter, kommer flere af os i fremtiden snarere til at ligne sumobrydere end supermodeller. Der er noget, der ikke stemmer!
Sandheden om ”fedtet” er således, at forbrugerne kun har hørt halvdelen af historien, Fedstoffer er i virkeligheden vigtige mursten for opbygningen af celler i vores krop. ligesom de er uundværlige for en række vigtige hormoner.
Visse fedtstoffer er nødvendige for, at vi overhovedet kan se, tænke og bevæge os. De er derfor en uundværlig del af vores kost og har altid været det. Som med alle andre fødevarer, gælder der dog også her den regel, at du skal spise fedtstoffer af høj kvalitet, de rigtige typer af fedtstoffer – og så skal du forsøge at undgå de forkerte typer af fedtstoffer.
Der er fedtstoffer, der helbreder, og der er fedtstoffer, som dræber i form af de unaturlige og farlige transfedtsyrer, der især optræder i industrielt fremstillede, moderne madvarer. Vi har alle sammen fået at vide, at vi skal undgå den farlige fedt, men til gengæld har vi ikke hørt ret meget om de fedtsyrer, der er så vigtige for vores helbred.
Hvis du kun kender halvdelen af historien – hvis du tror, at alt fedt er farligt – så er det klart, hvorfor mange forsøger på helt at undgå fedtet. Denne artikel vil give dig hele historien om fedt. Hvilke typer af fedt, du skal spise og hvilke, du skal undgå. Desuden vil vi forklare, hvorfor det sandsynligvis er overforbruget af forarbejdede kulhydrater og ikke fedtet, der får dine bukser til at stramme!
Fedt er kroppens største lager af energi (kalorier). En sund mand, som har 15% af sin totale kropsvægt i form af fedt (de fleste af jer, der læser denne artikel har sikkert en større andel af fedt), har en energireserve på 12% af sin kropsvægt – nok til at løbe 250 km!
De sidste 3 % af fedtet er nødvendigt kropsfedt, der virker som isolering og beskyttelse af vitale organer, ligesom det er nødvendigt til opbygningen af cellemembraner i kroppen.
Det fedt vi spiser, og særligt det mættede fedt, transporterer de fedt-opløselige vitaminer rundt i kroppen og de umættede omega fedtstoffer fra grøntsager og fisk forsyner kroppen med de essentielle fedtsyrer, som er nødvendige til mange vitale funktioner i din krop, som det at bevæge sig, at kunne tænke eller at kunne se.
De livsvigtige omegafedtsyrer
Som de fleste med forstand på kost og ernæring ved, så er vores kroppe faktisk gode til at danne fedtstoffer fra mange slags fødevarer.
Men der er to ”essentielle” fedtstoffer, som kroppen ikke kan danne, og det er omega 6 fedtsyrer, som overvejende findes i vegetabilske olier og i animalske fødevarer fremavlet på landbaseret næring , og omega 3 fedtsyrer, som især findes i fisk og skaldyr samt i enkelte planter og frø.
Af definition kommer de essentielle fedtsyrer fra vores mad, idet vores kroppe ikke kan fremstille eller omdanne dem selv, men i stedet må have dem tilført udefra, for at vi kan blive i stand til at leve. Hvis du ikke får tilført nok af de essentielle fedtstoffer, forringes din helbredstilstand hurtigt.
I dag med alle de mange avancerede, færdigfremstillede fødevarer, er det vanskeligt at få nok af de livsvigtige fedtsyrer og at få dem i det rigtige forhold i vores daglige kost uden nogen form for kosttilskud (en fordeling i forholdet 1:1 mellem omega 6 og 3 anbefales normalt) .
Desuden har vores ændrede kostvaner med flere kulhydrater og mindre kød og måske især mindre fisk også haft en indflydelse på det forhold mellem omega 6 og omega 3, som vi dagligt indtager. I dag spiser de fleste mennesker således langt mere omega 6 end omega 3.
I virkeligheden spiser mange af os i dag 30 gange så meget omega 6 som omega 3 (i forholdet 30:1)
For at genskabe balancen bør du spise mere mad, der er rig på omega 3, som fede fisk f.eks. laks, sild, sardiner, tun, makrel ørred og torsk.
Hvis det ikke kan lade sig gøre, anbefaler mange kosteksperter, at vi supplerer vores kost med vegetabilske olier, der er rige på omega 3 eller med det rigtige forhold mellem omega 3 og omega 6, samt fiskeolie eller torskelevertran.
Lad ikke eksperterne skræmme dig – mættet fedt er faktisk sundt
Vi er alle blevet tudet ørerne fulde med, at mættet fedt, som især findes i kød og mejeriprodukter, sætter vores kolesteroltal i vejret.
Samtidig er vi blevet fortalt, at dette øger chancen for at kolesterol vil tilstoppe vores arterier, en tilstand som kaldes ”atherosclerosis”, og som når den forværres øger risikoen for hjerte/karsygdomme, blodpropper, og som i sidste ende er dødbringende.
Trods utallige undersøgelser, er det dog endnu aldrig blevet endegyldigt bevist, at selv et større forbrug af mættet fedt end anbefalet, skulle øge risikoen for at dø af en hjertesygdom blandt mennesker, der ikke i forvejen lider af en hjertesygdom eller af en eller anden grund er i højrisikogruppen.
.
Til trods for hvad alle ernæringseksperterne og medierne har fortalt os, er selv mættet fedt en naturlig og sund del af vores kost så længe den blot kommer fra en økologisk kilde, idet meget ikke-økologisk kød ofte indeholder giftstoffer, som er aflejret i fedtet.
I et historisk perspektiv har mennesket altid spist masser af kødprodukter, og derfor har vi altid også spist mættet fedt. Fra det øjeblik vi bliver født og forlader vores mors brystmælk, er vi programmeret til at spise mættet fedt og kolesterol.
Sjovt nok indeholder modermælken en større del kolesterol end næsten enhver anden form for føde, måske lige bortset fra æg. Over 50% af modermælkens kalorier stammer desuden fra fedtet i mælken, hvoraf en stor del er mættet fedt.
Både kolesterol og mættet fedt er da også vigtige for babyer og mindre børns vækst og især også for hjernens udvikling. Hvis kendsgerningerne studeres korrekt, fremgår tydeligt, at mættet fedt har stor betydning for menneskets helbred med mange positive virkninger:
Mættet fedt:
• Er det foretrukne næringsstof for hjertet
• Spiller en stor rolle i cellemembranerne
• Benyttes som energikilde under fysisk aktivitet
• Transporterer de fedtopløselige vitaminer A,D,E og K
• Kan øge HDL koncentrationen – den såkaldt gode type af kolesterol – alt efter hvilken type af mættet fedt, der er tale om
• Fungerer som modulator for genetisk regulering og forebyggelse af cancer (buteric acid)
• Er vigtigt som antiviralt middel (caprylic acid)
• Er effektivt mod karies, plaque I blodårerne, og som middel mod svamp (lauric acid)
• Er nyttigt til at nedsætte det totale kolesteroltal (palmitic and stearic acids)
• Har gavnlig indflydelse på tromboseagtige og atherogenic risiko faktorer (stearic acid)
Det er rigtigt, at umættet fedt vil hæve dit LDL kolesteroltal (det dårlige kolesteroltal), men der er sikkert aldrig nogen, der har fortalt dig, at det også vil hæve dit HDL (det gode kolesteroltal), hvilket er meget positivt.
For eksempel vil mere end 2/3 af fedtet i en bøf faktisk forbedre din totale kolesterolprofil (i det mindste i sammenligning med den bagte kartoffel, som du måske spiser sammen med bøffen).
Det er rigtigt, at den sidste 1/3 af fedtet højst sandsynligt vil hæve dit LDL kolesterol, men det vil samtidig sætte det gode kolesteroltal, HDL, i vejret. Hvis umættet fedt ville være uden værdi eller direkte farligt for menneskene, så ville evolutionen ikke have placeret det som en af de vigtigste energikilder for os.
Til trods for den stort anlagte anti-fedt-kampagne, som har kørt i snart mange år, er der absolut ingen beviser for, at fedt er skadeligt, så længe det spises inden for normale kostvaner.
En nylig undersøgelse foretaget af et af verdens største ernæringstidsskrifter, American Journal of Clinical Nutrition, er da også kommet frem til samme resultat og fremhæver, at umættet fedt faktisk er sundt og nødvendigt for os.
De dødbringende transfedtsyrer
Moderne fremstillingsprocesser, som fremstiller olier som er helt rene, er
uden smag og med en meget lang holdbarhedstid, omdanner sunde, livsvigtige
fedstoffer til unaturlige og dødbringende transfedtsyrer. Transfedtsyrer er planteolier, der er delvis hydrogeneret.
Ved at tilføre hydrogen (brint) til olierne kan man gøre dem faste ved almindelig stuetemperatur, en egenskab som gør dem nyttige i produktionen af mange forskellige fødevareprodukter. Denne hydrogen-teknik resulterer også i dannelsen af et stort antal giftige stoffer, som ikke findes i naturen og som derfor heller ikke burde have plads i vores fødekæde.
For at producere sådanne olier, må sammensætningen i disse livsvigtige fedtstoffer rettes ud, hvorved de mister den form som er nødvendig for at passe ind i kroppens naturlige låse. Hvis du betragter transfedtsyrer gennem et mikroskop, minder de mere om plastik end om fedt, og hvem har lyst til at spise plastik?
De er dødbringende fordi kroppen i fraværet af de sunde, livsvigtige fedtstoffer må gå på kompromis og bruge de farlige transfedtsyrer. I cellemembranerne får transfedtsyrerne de beskyttende membraner til at lække, fordi de ikke har den rigtige form, hvorved giftige stoffer kan komme ind i cellerne.
Det er blevet kædet sammen med en lang liste af skadelige virkninger: Transfedtsyrerne fordobler risikoen for hjerteanfald og i en række undersøgelser har de vist sig at medføre en række andre ikke særligt behagelige ting. For eksempel indvirker de på lever- og insulin-funktionen og gør blodpladerne stivere.
De hænger også sammen med lav fødselsvægt for børn. De mindsker vores immunforsvar, forøger antallet af abnorme sædceller og har i dyreforsøg indvirkning på graviditet (4).
Beklageligvis er der stadig, til trods for, at de nu er forbudte at anvende i Danmark, transfedtsyrer i mange moderne fødevarer som margarine, delvis hydrogenerede (fedthærdede) vegetabilske olier, suppeblandinger, brød, kager, frostvarer, slik , tørsupper, franske kartofler og mange andre produkter.
Det moderne koncept med at spise sundt er blevet synonymt med opfattelsen af, at man skal undgå fedt i kosten. Det har ført til skabelsen og markedsføringen af tusinder af fedtfri og fedtfattige fødevareprodukter.
Disse produkter er blevet ”big business” og fylder i dag en stadig større del af supermarkedernes hylder.
Med de milliarder af kroner der sælges for om året i disse varegrupper, er der opstået en hel ny research industri med det formål at skabe spiselige fedtfri substitutter til de mere naturlige produkter, og andre milliarder af kroner bliver af den samme fødevareindustri brugt på at markedsføre budskabet om ”at mindre fedt er sundt”.
Regeringen understøtter denne industri på en indirekte måde ved at understøtte den officielle ”kostpyramide”, som anbefaler at fedt og olier kun spises ”af og til”. Dette vildledende budskab understøttes samtidig af mange læger, ernæringseksperter, journalister og sundhedsorganisationer.
Hvis Gud ikke havde ment, at vi skulle spise fedt, ville han så ikke have skabt dyr, der havde meget lidt fedt eller var frie for mættet fedt?
Som et resultat er fedt blevet fjernet fra mange fødevarer og nye fedtfattige kødprodukter, oste, mælketyper, brød, snacks etc. er i de senere år blevet skabt.
Problemet er, at fedt skal erstattes af noget, der har de samme egenskaber som fedt, og som er ligeså velsmagende og behageligt for ganen, hvis man skal få folk til at købe og spise det.
Og disse erstatninger findes oftest i form af sukker, kunstige farvestoffer, tilsætningsstoffer, kunstige sødemidler, fortykningsmidler og en mængde farlige kemikalier, som aldrig er blevet godkendt som værende sunde, og som vi ikke har brug for i vores kroppe.
Så I dag spiser vi flere og flere stivelsesprodukter og rensede kulhydrater, fordi disse produkter, kalorie for kalorie er de billigste at producere for fødevareindustrien, og fordi slutprodukterne derfor kan sælges med den højeste fortjeneste.
Dette har bl.a. også resulteret i, at vores gennemsnitlige, årlige sukkerforbrug er steget fra 0,5 kg pr. person i 1900 til over 75 kg i dag. Samtidig tilsættes vore fødevarer flere og flere kemikalier og i dag indtager vi gennemsnitligt 10 kg kemikalier om året. Tænk på, hvad alle disse unaturlige og farlige stoffer gør af skade i din krop.
Så med indirekte hjælp fra myndighederne og de såkaldte ernæringseksperter, har fødevareindustrien inden for de senere år skabt et nyt marked med helt nye færdigproducerede madvarer, de har givet produkterne smarte, nye navne, de har puttet en masse penge i markedsføringen, og skabt enorme fortjenester på bekostning af dit helbred.
Det samme kan producenterne ikke helt gøre med frugt og grøntsager. Det er vanskeligere at differentiere et æble fra et andet æble, med mindre man sammenligner et økologisk æble med et æble, der har fået kunstgødning eller er blevet sprøjtet med kemikalier. Samtidig er opfattelsen af, at fedt gør dig federe og at kulhydrater er sunde aldrig blevet bevist og det modsatte er i virkeligheden tilfældet for de fleste mennesker.
Mange mennesker tror, at fordi fedt har 9 kalorier pr. gram sammenlignet med 4 kalorier for kulhydrater og protein, så er den bedste måde at tabe sig på at skære fedt væk fra kosten.
Desuden tror mange, at hvis blot maden ikke indeholder fedt, kan man spise lige så meget af det, man har lyst til. Desværre er livet ikke så enkelt. I virkelighedens verden, som du kan læse i det følgende, vil det at skære fedtet væk fra kosten oftest betyde, at du bare får mere af det, som du desperat forsøger at undgå – nemlig fedt:
1. De fleste af de fedtfattige eller fedtfri produkter, som folk spiser for at skære ned på deres forbrug af fedt, har mindst lige så mange kalorier, som de naturlige versioner af produkterne, men de er i stedet fyldt med usunde, kemiske tilsætningsstoffer, som gør dem spiselige og forøger deres holdbarhed på hylderne.
Ofte kan folks lever og nyrer ikke afgifte og skaffe sig af med alle disse stoffer, så kroppen bliver nødt til at lagre dem. Og hvor tror du de bliver lagret? Det sikreste sted for kroppen er i dine fedtceller med det resultat, at kroppen må producere endnu mere fedt for at kunne opbevare alle de giftige stoffer.
Det er en af grundene til, at mange mennesker føler sig meget dårlige, når de går på diæt, fordi deres krop i den situation må optage giftstofferne andre steder i takt med, at fedtet forsvinder. Det er meget enklere, sundere og bedre for din vægt hvis du slet ikke spiser alle disse tilsætningsstoffer.
2. At skære ned på fedtet, som du spiser, kan også gøre dig endnu mere sulten, da fedtet i sig selv tilfredsstiller din sult.
3. Hvis folk spiser mindre fedt, må de spise flere kulhydrater og sandsynligvis mindre protein, fordi de fleste proteiner kommer fra kød, som vi godt ved indeholder en betydelig mængde fedt. Herved risikerer du også, at du ikke får nok proteiner til bl.a. at vedligeholde din muskelmasse.
Og tab af muskelmasse er kritisk for mennesker, der ønsker at tabe sig i vægt. Ethvert vægttabsprogram skulle derfor gøre alt for at undgå tab af muskler ved at sørge for, at kosten indeholder tilstrækkelige mængder af kvalitetsproteiner til at forsyne kroppens byggeklodser og samtidig sørge for motion og træning (vægttræning er bedst) for at vedligeholde og udvikle muskelmassen.
4. De kalorier, som folk undgår ved at spise mindre fedt, bliver normalt erstattet ved, at de spiser ekstra kulhydrater. Og desværre er det ikke altid de sunde kulhydrater i form af frugt og grøntsager, der spises mest af. I stedet er det ofte de usunde og forarbejdede kulhydrater som brød, pasta, etc., der indtages.
Og det er et problem, for mennesket har aldrig udviklet sig til at spise en kost bestående af de store mængder af stivelse og sukker, der findes i disse produkter. Disse kulhydrater var stort set ikke til stede i menneskets kost før indførelsen af landbruget, hvilket først skete for omkring 10.000 år siden.
Mange forskere og videnskabsmænd mener faktisk, at det er disse højglykæmiske kulhydrater, som i de fleste tilfælde gør os fede.
For mange mennesker, særlig blandt den nordeuropæiske race, som stadig lever i et forholdsvist koldt klima, vil det faktisk være lettere at tage på i vægt på en fedtfattig og kulhydratrig kost end på en kost med meget fedt.
En af de mange faktorer som har indflydelse på sult og på, om du brænder eller lagrer fedt, er det glykæmiske index, som måler hvor hurtigt kulhydrater bliver nedbrudt til simple sukkerstoffer i dit tarmsystem og ført over til blodstrømmen.
Hver gang dit blodsukker stiger, udskiller dine bugspytkirtler insulin. Insulinets vigtigste rolle i kroppen er at regulere vores blodsukker.
Forskere har vist, at hvis vi spiser fødevarer med et højt glykæmisk indhold (som alle medfører en hurtig stigning i blodsukkeret), så som brød, pasta, cornflakes, slik, sukkerholdige drikke m.v., så medfører det følgende for dig:
1. Der lagres mere fedt, da insulinen også regulerer stofskiftet af fedt. Vi kan ikke lagre fedt i kroppen uden insulin. Tænk på insulin som en kontakt. Når den er tændt i nogle få timer efter vi har spist, brænder du kulhydrater til energi, og overskud af kalorier lagres som fedt.
Når kontakten er slukket efter insulinen er mindsket, brænder du fedt som brændstof til energi. Så når insulinniveauet er lavt, brænder du af dit eget, lagrede fedt, men det gør du ikke, når niveauet er højt. Når du spiser højglykæmisk kost, sker der altså en overproduktion af insulin og en reduceret fedtforbrænding – hvilket vel ikke ligefrem er gode nyheder for dem, der ønsker at tabe nogle kilo fedt!
2. Du bliver hurtigt mere sulten. Efter et måltid bestående af højglykæmisk mad stiger insulinen i blodet og transporterer det overskydende sukker til musklerne og til leveren som energi, og snart er dit blodsukker lavere end før, du begyndte at spise.
Din krop tror nu, at den er ved at løbe tør for energi og kort tid efter, du har spist disse højglykæmiske fødevarer føler du igen sult efter endnu mere højglykæmisk mad. Det er en ond cirkel, der fører til fedme og overvægt.
3. Du mister energi og koncentration. Når du spiser for meget sukkerholdig mad, medfører det hurtigt et fald i dit energiniveau, fordi insulinen overreagerer ved at lukke for fedtforbrændingen og oplagre fedt i cellerne, hvilket igen medfører et lavere blodsukker og et lavere energiniveau.
Hvis din hjerne ikke får energi nok fra blodsukkeret, risikerer du, at dens funktioner formindskes. Kan du igen se den onde cirkel?
Den enkle idé bag det glykæmiske index er, at jo længere tid det tager kroppen at fordøje en given fødevare bestående af kulhydrat, jo mindre er påvirkningen af vores blodsukker og insulinen, og jo sundere vil den pågældende fødevare derfor være.
Grøntsager, frugter, bælgfrugter og kerner giver en meget langsommere stigning i blodsukkeret, fordi disse kulhydrater indeholder mange fibre, som er ufordøjelige kulhydrater, og som derfor gør selve fordøjelsen langsommere og derved er med til at give fødevaren et lavt glykæmisk index tal.
Proteiner og fedt taget i forbindelse med kulhydrater sænker også fordøjelsen af kulhydraterne og er med til at sørge for et mere stabilt blodsukker, som igen er med til at give dig en god mæthedsfornemmelse, at holde dig mere slank og at give dig et højere aktivitetsniveau.
En reaktion på indtag af føde med et meget højt glykæmisk index er en meget unaturlig tilstand, som det aldrig har været naturens mening, at mennesket skulle udsættes for.
Det er også en af de vigtigste grunde til, at vi hurtigt bliver sultne igen, at vi bliver federe og mere trætte, samt at vi udvikler mange langsomt fremadskridende, uhelbredelige sygdomme som syndrom X, hjertesygdomme, Type 2 diabetes og fedme.
PRAKTSKE TIPS TIL AT OPNÅ ET SUNDT OG FEDT LIV
Spis flere af de essentielle omega-3 fedtsyrer:
Der er utallige måder, du kan øge dit daglige indtag af disse essentielle fedtsyrer ved blot at ændre lidt på den måde, du tilbereder din mad. For eksempel kan du bruge hørfrøolie i stedet for en dressing i din salat.
Du kan spise masser af avocadoer, supplere din kost med valnødder, mandler og hørfrø. Og du kan spise flere fisk som laks, ørred, makrel eller sild, som alle er rige på de essentielle fedtsyrer.
Hvordan kan du finde ud af, om du spiser nok af de essentielle fedtsyrer?
Hvis din hud er blød, smidig og fløjlsagtig, så er det et tegn på, at du får nok af de essentielle fedtsyrer. Er din hud derimod tør og ru, har du brug for flere essentielle fedtsyrer. Du har sikkert lagt mærke til, at din hud bliver mere tør om vinteren, hvor det er koldt end om sommeren, hvor det er varmt.
Så derfor er det klart, at du har brug for endnu flere essentielle fedtsyrer om vinteren. Grunden til, at du skal bruge huden som indikator på, om du får nok af de essentielle fedtsyrer, er den enkle, at din hjerne, din lever og dit hjerte også har brug for de essentielle fedtsyrer (og de har første prioritet), så hvis din hud mangler de essentielle fedtsyrer, har du i virkeligheden et alvorligt problem med dit helbred. Du kan selvfølgelig leve med en tør hud.
Det er ikke så pænt, men du kan leve med det. Derfor er naturen så viseligt indrettet, at huden får til sidst. Så når din hud er blød, smidig og fløjlsagtig, så ved du, at din krop får det, den har brug for.
Skønhed og essentielle fedtsyrer: Der er direkte sammenhæng mellem skønhed og de essentielle fedtsyrer. Du kan ikke skille helbred og sundhed fra skønhed. For skønhed har brug for et godt helbred, og skønhed er virkelig det udvendige bevis på en sund krop. Dette lyder måske lidt enkelt og uromantisk, men det er sandheden.
Når du får tilstrækkelig med de essentielle fedtsyrer, danner de et forsvar i huden mod udtørring, og derfor er de naturens bedste fugtighedscreme.
“Appelsinhudslektien”: Spiser vi for meget, danner vi fedtvæv, som svulmer op som små balloner. Dette illustreres nok bedst med fede, blævrende lår, der ligner appelsinskral under en lup.
Kosmetik-industrien opfandt betegnelsen ”cellulite” og fremstillede cremer, lotions og maskiner til at fjerne dette særlige fedt. Til trods for den udbredte anvendelse af ordet ”cellulite” især i kvindeblade, eksisterer det ikke i videnskabens vokabularium. Så det er spild af penge at smøre sig ind i cremer eller lade sig massere af maskiner.
Børn: Lige fra vi bliver født, har vi brug for fedt. Modermælken indeholder 50% fedt, meget af det mættet fedt, ligesom det også indeholder mere kolesterol end nogen anden fødevare.
Så sørg for, at jeres barn i opvæksten får nok fedt og kvalitetsfedt. Vær opmærksom på, at vi alle bliver født med et begrænset antal fedtceller. Hvis vi bliver federe, udvikler disse fedtceller sig. I modsætning til voksne udvikler børn lettere flere fedtceller, så det er endnu farligere for børn at blive fede.
Derfor må forældrene være meget opmærksomme på, at de ikke disponerer deres børn til fedme i deres voksenliv.
Så hemmeligheden er at skabe sunde børn gennem en kost med masser af godt kød, fisk og grøntsager, at begrænse deres forbrug af sukkerholdige produkter som cola, sodavand, slik, usunde morgenmadsprodukter og at sørge for at give dem et liv med masser af motion og mindre tid foran fjernsyn og computere.
Madlavning: Ingen frituremadlavning og stegning ved høje temperaturer. Fedtet kommer op på alt for høje temperaturer, der kan udvikle giftige substanser. Derudover så steg eller kog aldrig de essentielle fedtsyrer eller olier. Det er især farlig fordi disse olier er yderst følsomme overfor varme, og at de derfor kan udvikle sig til giftige og farlige transfedtsyrer. Brug derfor hellere smør, eller endnu bedre kokosolie, som langt bedre tåler højere temperaturer.
Konklusion - Fedt nok - Sandheden om det farlige fedt
I løbet af et år fornyes praktisk talt hver eneste af dine 100 billioner (en million millioner) celler i din krop.
Det lyder utroligt, men det er sandt. Mere end 98 % af alle dine celler, inklusive cellerne i dine organer, muskler, tænder etc. fornyes hvert år.
I løbet af en måned fornyer du al din hud og dine cellemembraner. Hver tredje måned har du fået helt nyt blod og i løbet af 6 måneder er hver en proteincelle i dine muskler fornyet.
Ud med de gamle og ind med nye.
Derfor kan du heller ikke slippe uden om det, der kan synes en floskel: ”Du er, hvad du spiser”.
En sund, naturlig kost får du ved især at spise frisk kød, fisk, æg, grøntsager, bælgfrugter, frugt, nødder og andre kerner og frø – og indtage masser af frisk vand.
Det er det, vi genetisk er programmeret til at spise, og det er det, der gør os sunde og raske.
Derfor har fedt og også mættet fedt altid været og vil altid være en nødvendig og sund del af vores kost. Uden fedt ville du ikke kunne tænke, se, regenerere eller blot bevæge en muskel.
Hvor meget fedt du spiser eller behøver, afhænger af dine særlige gener og visse livsstilsformer og faktorer som hvor du bor (koldt klima og vinter kræver et større indtag af fedt), hvor meget du bevæger dig og din sundhedstilstand.
At kende din ”metabolic type” vil give dig en god indikation af hvor meget fedt, du har brug for. Prøv at vurdere din huds tilstand og lyt til din krops signaler og til, hvor mæt du er efter at have spist din mad for derigennem at finde frem til hvor meget fedt, du har brug for.
Du må eksperimentere dig lidt frem for at finde frem til, hvad der er bedst for dig. Derved vil du også lære din krop bedre at kende.
Nogle mennesker har brug for mere fedt end andre, men som regel er et lavt fedtforbrug ikke så godt for mennesker med nordeuropæiske gener i sig, eller mennesker, der bor i et koldt klima som vores.
Politisk Korrekt Ernæring er baseret på den formodning, at vi alle skal reducere vores forbrug af fedt, især mættet fedt fra dyr. Fedt fra dyr indeholder også kolesterol, og fedt og kolesterol fremstilles som tvillinge-skurkene i den moderne kost.
Vi er alle blevet advaret om farerne ved det mættede fedt af læger, ernæringseksperter, kostvejledere, slankeguruer, ugeblade, dagblade og TV. Og som et naturligt resultat er mange mennesker blevet påvirket af denne antifedtbevægelse og det er derfor blevet vores samfundsfjende nummer et.
Til trods for, at der er blevet ofret millioner og atter millioner af kroner, dollars og pund på alle mulige undersøgelser, så er det IKKE blevet påvist, at det at spise mindre fedt vil få dig til at leve længere eller at en fedtfattig slankediæt virker.
I virkeligheden er der meget der tyder på, at ideen om, at en fedtfattig kost giver dig et bedre helbred eller en slankere krop, har spillet fallit.
Vi er stadig midt i en fedme-epidemi, som for alvor startede i begyndelsen af 1980’erne, et tidspunkt der faldt sammen med det fedtfattige budskab og nedgang i forbruget af fedt og et generelt forsøg på at nedsætte kolesteroltallet hos den udsatte del af befolkningen.
Og lige siden starten er kravet om mindre fedt og et stadig lavere acceptabelt kolesteroltal blevet forøget. Alligevel er hjertetilfældene og andre degenerative sygdomme ikke blevet mindre hyppige, som man kunne forvente i takt med, at vores fedtforbrug er faldet – påvirket af de politisk korrekte kost-guruer. Der er noget, der ikke rigtig passer. Hvordan kan det være?
Det er simpelthen fordi vore offentlige autoriteter med de bedste intentioner bad os om at spise præcis de fødevarer og den sammensætning af fødevarer, som gjorde os federe og mere syge. Og det gjorde vi så.
Vi spiste flere fedtfri og forarbejdede kulhydrater, som til gengæld gjorde os endnu mere sultne, endnu mere fede og som højst sandsynligt også fik os til at lide af flere degenerative (langsomt fremadskridende, uhelbredelige sygdomme).
Og jo længere tid der går, jo vanskeligere bliver det at indrømme sandheden. Og i mellemtiden kan medicinalindustrien så spinde guld på at reparere på skaderne og rette ud på de skæve kurver over fedmen, sygdommene og dødeligheden.
Hvad vores regering og deres eksperter ikke forstår er, at med undtagelse af de dødeligt farlige transfedtsyrer, så er fedt en naturlig del af et menneskes kost. Alle, der er interesserede i deres helbred, også på langt sigt, skal helst kunne forstå forskellen på godt og dårligt fedt. Visse essentielle omegafedtsyrer er uundværlige for vores helbred, uden dem kan vi dø.
Brug anbefalingerne i denne artikel til omhyggeligt at finde frem til den rette kost for dig. Det er ofte svært at få et tilstrækkeligt og godt indtag af gode fedttyper, fordi mange fødevareproducenter har fjernet dem – for at give varen en længere holdbarhed. I stedet for har de erstattet dem med dårligere fedttyper eller endog transfedt, og det er ikke lige det, vi har brug for, hvis vi gerne vil holde os sunde og raske.
Desuden skete der det, at da de offentlige instanser fortalte os, at vi skulle skære ned på fedtet, var fødevareproducenterne naturligt nok hurtige til at geare deres produktioner om til at skabe fedtfattige eller fedtfri ”Frankenstein” produkter fyldt med farlige erstatninger for fedtet, mange kemikalier, tilsætningsstoffer og masser af sukker.
Hvis du ser på ingredienslisterne til disse produkter, behøver du ikke at være noget geni for at finde ud af, at de umuligt kan være sunde for dig og din krop.
Hvis du tænker lidt logisk på det, så er fedt ikke en ”farlig dræber”, for hvis den havde været det, så havde vi mennesker ikke været her på jorden i dag. Som meget andet her i livet er det enkleste svar som oftest det rigtige svar.
Det er lige som at finde ud af, at alt det, du er vokset op med at tro på, er en løgn. Det har alt det om fedtet været.
Det har alt sammen været en stor, fed løgn!
Referencer
1. Horrobin DF. Essential fatty acids: a review. In Horrobin DE, (ed). Clinical use of essential fatty acids. London: Eden press, 1982
2. Erasmus U. Fats that heal fats that kill, Second edition. Burnaby, BC: Alive books 1993
3. Storlien LH. Et al Science. 1987;237:885
4. Kabara J. Pharmacological effects of lipids, Volume 1, 2, and 3. Champion IL: AOCS, 1989.
5. Trans Fatty Acids and Coronary Heart Disease, The New England Journal of Medicine -- June 24, 1999 -- Vol. 340, No. 25.
6. ASCN/AIN Task force on trans fatty acids. “Position paper on trans fatty acids.” American Journal of Clinical Nutrition 63:663-670,1996
7. http://www.westonaprice.org/knowyourfats/skinny2.html
8. American Journal of Clinical Nutrition September 2004 80(3):550-559
Jeg værdsætter, at du vil besøge min side og læse denne artikel. Hvis du kan lide artiklen, så klik på DEL nedenunder så vi sammen kan sprede budskabet.
Jeg elsker, når folk kommentere på mine artikler, så brug formular nedenunder.
Kommentarer:
Anne skrev denne kommentar:
01-11-2011 01:32:14
god artikel!! ja det kræver lidt nytænkning...
vh
Anne
sussie skrev denne kommentar:
01-11-2011 13:02:01
Mange spændende pointer. Jeg har for 2 mdr. siden lagt min kost om til det du beskriver som den ideelle kost, og sammen med motion og træning har det gjort underværker for min krop og vægt.
Kristin Eliassen skrev denne kommentar:
01-11-2011 15:18:14
Denne fedtafgiften som er kommet irriterer mig voldsomt. Hvor er de såkalte eksperter henne. Dette er den eneeste artikkel jeg har lest som setter spørgsmåltegn ved at fedt er utropt som den store synder. Flot!
Michael Dam skrev denne kommentar:
01-11-2011 20:31:36
Glimrende og nødvendig forklaring på fedt"problemerne". Der skal propaganderes mod de skadelige kulhydrater og de kunstige tilsætningsstoffer i indrustriens fødevarer - og iøvrigt propaganderes for økologien.
Kirsten Hansen skrev denne kommentar:
02-11-2011 11:47:55
Har levet efter LCHF ( = lav kulhydrat høj fedt)i 13 måneder, og tabt 31 kg.
Dog fået 2 skiver meget groft rugbrød med smør hver dag. Ellers masser af laks, reje-mayonaise-salater,æg, brieost, fed græsk yoghurt 10 % og ca 1 dl pisket fløde, flødesovs til kødet, evt. fløde stuvet hvidkål eller spinat. FED MAD HVER DAG :) - Også en del bær og melon.
Men har undgået kartofler, ris, pasta,hvid brød, sukker, alkohol og frugt.
FED kur, og jeg har det supergodt.
Smerter i alle led og muskler er forsvundet.
Jeg har fulgt mit cholesteroltal. LDL er steget lidt, men det er HDL (det gode kolesterol) også. Triglyceriderne faldet. Det samlede kolesterol falder :)
Det er dejligt at læse en artikkel, som bekræfter at fedt er ok
Maibritt S. Andersen skrev denne kommentar:
02-11-2011 12:15:19
Jeg er vild med din hjemmeside og har kæmpestor glæde af al den superstærke inspiration og nyttige viden du kommer med.
Prøv at lave dine artikler kortere. Det er alt sammen super vigtigt hvad der står. Men jeg har kun tålmodighed med at læse en 1/3 af hele artiklen og er bange for at jeg ikke får læst resten.
For mig ville det være helt fint hvis denne tekst blev delt op i 3 pakker.
Og jeg kan love dig at den bruges som debat ved middagsbordet-)
KH
Maibritt
Lene Leadbeater skrev denne kommentar:
02-11-2011 13:32:54
Tak for et godt laaangt indlæg. Er 100% enig med Maibritt.Artiklen er også for lang til mig, hvilket er ærgeligt for det er interessante emner du skriver om. Dine mails er god inspiration, men jeg er nødt til at hurtigt skimme artiklen for at finde det jeg tror er det vigtigste
Hanne Nielsen skrev denne kommentar:
02-11-2011 15:05:38
Jeg giver op....
det er for langt.....ufordøjeligt, når man ikke lige er i humør til en "doktorafhandling"....
- kan den ikke deles op ?
Heidi Laursen skrev denne kommentar:
02-11-2011 22:12:05
Rigtig god læsning. Nogle af tingene i artiklen har jeg brugt længe og andre som jeg vil bruge fremover.
Jeg synes ikke den skal deles op. Man kan jo bare læse videre senere.
Leif Knudsen skrev denne kommentar:
04-11-2011 12:41:32
Der er basalt set kun 2 ting i verden, der smager godt. Det er FEDT og SUKKER. Hvorfor? Fordi det er de to ingredienser, der leverer energi. Evolutionen har benhårdt indarbejdet dette faktum i al animalsk biologi pr. definition. Mit bedste råd er: stop med at modarbejde biologien i dig selv, det kan kun føre til nederlag. Erkend alle naturlige præferancer, men forsøg at regulere dem med en fernis af fornuft.
Fede mennesker er blot i overensstemmelse med biologiske mekanismer. I millioner af år var den knappe faktor fedt og sukker, så vi er benhårdt programmeret til "ÆD MENS DU KAN". Mennesket har som det eneste dyr fjernet den mest basale udviklingsfaktor som begrænsning, men det fjerner ikke den indbyggede drift mod energibærerne.
Jacob Tronbak skrev denne kommentar:
10-11-2011 10:11:15
Rigtig godt og udførligt skrevet, jeg har forsøgt at leve efter det i et stykke tid - med vægttab og muskel forøgelse som resultat. God artikel, men laaang ..jeg gav op efter 2/3 dele, hvis du kunne koge det lidt ned tror jeg at flere mennesker ville tage sig tid til at læse det :o)
L.H skrev denne kommentar:
10-11-2011 13:42:27
ENDELIG nogen der fremmer SANDHEDEN om fedt og kulhydrater (især de dårlige stivelse og sukker):) Jeg er SÅ glad for at læse det her. Jeg spiser også LCHF og har tabt mig 34 kilo i lidt over et år. Mine kolesterol tal er PERFEKTE...!
Mona Rasmussen skrev denne kommentar:
17-11-2011 22:14:00
Spændende læsning.
Det vil altså sige, at den "fedme-epidemi" der skyller hen over hele Verden, faktisk skyldes at vi gør som de kloge, offentlige sundhedsmyndigheder anbefaler.
GODT, man ikke er autoritets-tro!
(Jeg er nu alligevel for fed!)
Mona Rasmussen skrev denne kommentar:
17-11-2011 22:20:59
Nåååh, jeg kan se, jeg skal spise LCHF-mad for at blive slank.
Dét ser godt ud, så jeg må jo nok se at komme i gang! HURRA!
Smutter lige hen efter en skefuld øko rapsolie, der er "rig på omega 3 fedtsyre".
Siger lige lidt positiv bekræftelse for mig selv på vejen, - endelig i nutid iflg. M.B.B:
"Jeg er slank og sund! - Jeg er slank og sund! Jeg er slank og sund!"
Positive tanker til jer alle. <3
Hans J. Duus skrev denne kommentar:
20-11-2011 23:12:39
Hej Alun, det er en rigtig god artikel,såjeg tror vi har fat i noget af det rigtige,i foråret talte vi frugt og grønt op som vi var selvforsynet med det blev til 40 forskellig. Så der skal kun købes kød og mejeri produkter. venlig hilsen Hans
Steffen Rasmussen skrev denne kommentar:
24-11-2011 17:15:26
Spændende artikel!
Jeg prøver selv at tilnærme mig at spise efter "palæo dieten", og det er jeg rigtig glad for! :)
Du skriver at "det IKKE er blevet påvist, at det at spise mindre fedt vil få dig til at leve længere eller at en fedtfattig slankediæt virker", hvilket jeg vil mene de gør i The China Study, har du læst den?
Karen Deleuran skrev denne kommentar:
15-01-2012 22:26:13
Tak! For den spændende artikel. Det er så rigtigt og ikke mindst så befriende, at læse artikler, der ikke er dikteret af sundhedsstyrelsen!
Namaste :)
Anna skrev denne kommentar:
04-09-2012 12:50:30
Rigtig gode artikler, dog synes jeg at artiklerne er ret lange og burde deles ind i mindre afsnit, så er det mere overskueligt
Nikolaj Blok Farrell skrev denne kommentar:
12-09-2012 10:51:18
Det er ikke korrekt at der ikke er dokumenteret en sammenhæng mellem indtag af mejeriprodukter og kød, samt overvægt,diabetes, kræft og hjertekarsygdomme. Talrige undersøgelser har dokumenteret denne sammenhæng. Det er dog rigtigt at fedt ikke er farligt i de rigtige mængder,under de rigtige omstændigheder, men at hævde at vi bare kan spise alt det kød vi vil, fordi vi altid har gjort det, er jo en fuldkommen fejlslutning. Mange af de madvare som vi kan indtage til overmål i nutidens samfund, var jo relativt utilgængelige i samler-jæger samfundet - herunder, fedt, salt og sukker. Vi ved at mættet fedt har en tendens til at lagres omkring maveregionen, hvor der er en øget sandsynlighed for kardiovaskulære problemer. Det er også rigtigt, at det er sammensætningen af kosten som er det afgørende og at der er en lang række andre faktorer som er afgørende for udviklingen af overvægt, herunder kronisk stress, bevægelsesmønstre, forskellige typer forarbejdet stivelse, m.m. Men det betyder jo ikke, at det andet vi ved er uvæsentligt.
Hvis folk i almindelighed ikke taber sig, tiltrods for eksperternes råd og vejledning, er det ikke fordi rådende er forkerte, men fordi de er meget svære at følge. Det er også DERFOR at den farmakologiske industri tjener på slankepiller, etc. Det er nemt. Og når man, som menneske, nu engang er biologisk disponeret til at søge efter næring som kan optimerer ens overlevelseschancer på savannen, herunder umættet fedt, ja så bliver man fed, når man lever i en verden som gør denne ressource (fedt) så tilgængelig, som det nu er tilfældet.
Det som er behov for er ikke at tilbagevise al den gode viden, som vi har opbygget på området, bare fordi det er et populært budskab, men at udvikle metoder som gør det muligt for folk at efterleve eksperternes opfordringer, samt forbyde, eller pålægge afgifter, på de madvarer, som vi ved er de mest fedende.
Nikolaj Blok Farrell skrev denne kommentar:
12-09-2012 11:11:52
... Derudover er det jo heller ikke rigtigt at "eksperterne" (udover dem som er i lommen på fødevareproducenterne) mener at et højt indhold af stivelse i kosten, ikke er årsag til overvægt. Det er der bred enighed om at det gør.
I det hele taget ved jeg ikke helt hvem disse "eksperter", som igen og igen fremdrages i artiklen, er. Det virker som forfatteren, har en dagsorden om at vække folks "ekspertlede", med det formål at sælge sit eget budskab, som i øvrigt kun er en halv sandhed. Og hvor har forfatteren selv sine data fra? Det er nok ikke dem alle som er samlet ind af forfatteren selv :-) Der må have været nogle "eksperter" involveret - men åbenbart de rigtige..
.. jeg kan kun sige en ting: Hvis denne artikel havde været udgivet i et videnskabeligt tidsskrift, var den blevet haglet ned og forfatteren kunne glemme alt om en akademisk karriere, men når man skriver til "ikke-eksperter" kan man åbenbart slippe af sted med næsten hvad som helst, hvis bare man har et budskab som sælger..
John skrev denne kommentar:
18-05-2013 20:28:53
;) jeg var selv meget bange for fedt før itiden, indtil jeg fandt ud af hvor meget vi har godt af de korrekte former af det)
Spiser selv nu ca. et glas peanutbutter 99procent rent, og 53g fedt per 100g, per uge, og der sker ikke noget som helst med min vægt) imens hvis jeg drikker cola i perioder hvor der er 0g per 100g fedt, tar jeg på) kort og sandt har vi bar godt af det)
Leon skrev denne kommentar:
07-01-2014 00:43:17
Jamen dog Nikolaj Blok Farrell! Vis du ikke ved hvem disse "eksperter" er, så er det måske på tide at lytte til nogle af de førende specialister på området.
Der ingen der på noget tidspunkt ber folk om at skam æde fedt?
Men der imod at en velbalanceret økologisk kost, hvor der indgår animalsk fedt, er ufarligt og sundt.
Forarbejdet mad er usundt, tilsætninger er usunde, og det er et faktum. Man bliver overvægtig af for mange kulhydrater, det man endda brugt i årevis i styrke træning, så der gaines mere vægt.
Men ja, der er masser af modsatte resultater, men dog ofte baseret på forkert hypofyse eller udgangspunkt.
http://ing.dk/artikel/verdens-forende-ernaeringsforsker-fedt-ikke-farligt-109225
http://www.ravnskov.nu/dancholesterol.htm