❤ Hvis du bestiller for 2000 kr. på vores webshop, vil du altså finde et par Limited Edition KSO ECO (værdi 899,-) til 0 kr. i indkøbskurven ❤

Er det her det største tabu af alle?

Skrevet 05-03-2022 af Alun Biggart - Print - Send til en ven -

Er det her det største tabu af alle?

Min søster ringede til mig lige inden jul. Jeg var på vej hjem fra Jylland med min datter i bilen. Det var dét telefonopkald ingen ønsker, men som vi alle ved kommer. ”Alun, det er far. Han har haft et alvorligt hjerteanfald… og det ser ikke godt ud”. Selvfølgelig ved vi alle godt, at livet ender med døden. Alligevel giver sådan et telefonopkald et chok. For vi er jo ikke forberedt på døden… og vi taler helst ikke om døden. Døden er tabu.


Jeg deler ikke dette med dig, for at få din sympati, men for at huske dig på at stoppe op og forstå livets værdi.

Da jeg kom hjem fra Jylland ringede jeg selvfølgelig straks til min mor «Hvornår skal jeg komme til Skotland?».

På det tidspunkt var min fars tilstand stabil, og vi troede på en bedring, så vi aftalte at jeg skulle vente med at komme til han var kommet hjem fra hospitalet.

Midt i det hele var der selvfølgelig også COVID-19 karantæne og rejse-regler, så uanset hvad, kunne jeg ikke besøge ham på hospitalet.

Et par dage efter Facetimede børnene og jeg med min far, og han så faktisk godt ud, omstændighederne taget i betragtning.

Han havde fået indopereret en lille pumpe der skulle hjælpe med hjertefunktionen. Den pumpe blev fjernet om onsdagen, og det næste døgn så alt ok ud, lavt men stabilt blodtryk og forbedret nyrefunktion.

Men…fredag morgen ringede min søster og sagde ”det ser altså ikke godt ud, Alun. Jeg syntes du skal komme over. Jeg har snakket med sygeplejersken og hun har sagt ”god” for at du må besøge far”.

Sygeplejersken var, som jeg syntes de altid er, i øvrigt helt fantastisk.

Lørdagen gik. Min far så ok ud, ikke super godt, men ok. Han havde dog mistet interessen for føde. Hans krop var ved at lukke ned.

Min far havde et godt helbred, var en stærk mand. Han spurgte hele tiden lægerne ”hvornår kan jeg komme hjem? Jeg vil gerne starte genoptræning så jeg kan komme med til Australien til april”.

For at være helt ærlig, så har jeg det ikke særlig godt på hospitaler i forvejen, og det er absolut ikke let at se din far visne hen. Min mor og min søster, Helen, vidste begge at sandsynligheden for at han ville komme sig var minimale…vi havde brug for et mirakel.

Dagen efter, søndag, var det tydeligt at se at livskraften var svundet endnu mere, at det gik den gale vej. Så tilbage var den svære samtale, det svære valg. Vi vidste alle at det rigtige var at holde ham smertefri og lade ham give slip på livet, og altså, at stoppe med den medicin der var med til at holde ham i live.

Lægerne var enige.

Jeg besøgte ham mandag morgen. Han sov og jeg strøg ham over håret, holdt ham i hånden og fortalte ham at jeg elskede ham.

Han åbnede sine øjne, og hans sidste ord til mig var, at han stadig kunne huske hvordan det var at holde mig som baby. Han takkede mig fordi jeg var kommet for at se ham.

Næste dag var han død. 76 år. 2 uger efter hans 3. COVID-19 vaccine stik…men den tager vi en anden gang.

Hans helbred fejlede intet, inden da.

Begravelsen foregik online, da COVID-19 restriktionerne forhindrede os i at være fysisk tilstede.

Dét er nok den mest bizarre oplevelse i hele mit liv.

Jeg plejede at snakke i telefon med min far næsten hver dag. Det er jeg virkelig taknemmelig for i dag.

Min kone og jeg rejste med mine forældre, spontant til Mallorca i oktober. Det er jeg virkelig taknemmelig for i dag.

Han er ikke længere fysisk i denne verden, alligevel kan jeg mærke hans tilstedeværelse, at han er her og passer på os.

Vi ved alle at vi kommer til at miste en vi har kær. Den dag kan ikke undgås. Men ingen steder lærer vi at forholde os til døden, at forberede os på dagen.

Døden kan tjene som det helt store «wake-up call». Det bliver så tydeligt at vi ikke ved hvad der venter rundt om hjørnet. Vi kan ikke kontrollere det.

Døden er den største læring vi kan modtage:

- Hvis du fik beskeden om at du kun har 6 månder tilbage at leve i. Hvordan vil du så leve?

- Snak om døden med dine forældre, din familie og måske især med dine børn. Det er noget der kommer til at berøre os alle en dag.
- Udsæt ikke planer, rejser, samvær. Få skabt plads i kalenderen så du kan prioritere tid med dine kære.
- Accepter døden. Når man er død kommer man ikke tilbage. Det kan lyde hårdt, men det er sandt. Giv plads til sorgen, men accepter stadig det som er.
- Tænk på den afdødes liv med TAKNEMMELIGHED, tak for hvem de var og de fantastiske oplevelser I har haft sammen.
- Du har livet, hvad kan du gøre der ville gøre den afdøde stolt?
- Ræk ud efter dine kære der er tilbage. Min største prioritet i 2022 er at passe godt på min mor.
- Lev livet! Du aner ikke hvad der venter lige om hjørnet.

Tak far, jeg er så taknemmelig for al den tid og al den sjov vi havde sammen. jeg elsker dig højt.

 


Jeg værdsætter, at du vil besøge min side og læse denne artikel. Hvis du kan lide artiklen, så klik på DEL nedenunder så vi sammen kan sprede budskabet.

 Jeg elsker, når folk kommentere på mine artikler, så brug formular nedenunder.

Kom med din kommentar

Navn:*
E-mail:*
Kommentar:*
5 + 6 =*

Kommentarer:

 Ingen kommentarer endnu - kom med din kommentar.

Kom med din kommentar

Mest læste i Personlig udvikling

 

Gode tilbud og økologiske produkter - besøg vores shop

Go left in offers Go right in offers
Alun.dk Hestetangsvej 58 3520 Farum info@alun.dk
Sitemap Kontakt Om Alun.dk Persondatapolitik Betingelser Smiley