Skrevet 05-04-2010 af Alun Biggart - Print - Send til en ven -
Er du klar til at vågne op om morgenen fuld af energi og med et smil om munden?
For så kommer her de 7 hemmeligheder til et lykkeligt og succesfuldt liv.
Er glasset halvfuldt eller halvtomt? Kom nu, giv mig et sandfærdigt svar.
Hvor mange mennesker i Danmark lever et liv, hvor de konstant føler, at deres glas er halvtomt? Min erfaring fortæller mig desværre, at det er alt for mange.
Ville det være rimeligt at sige, at alt for mange mennesker bruger mere tid på kritik og beklagelser over, hvad de ikke har, i stedet for at være taknemmelige for det, de har?
Som samfund er vi alt for fokuserede på det, vi ikke har, i stedet for at glæde os over det, vi har.
Det er virkelig en skam, for i mine øjne er Danmark det bedste land i verden. Hvilke andre steder finder du så dejligt og smukt et land med så velordnede forhold i form af en sund økonomi, gratis sundhedsvæsen, gode skoler og institutioner, masser af sportsfaciliteter, kultur osv.?
Taknemmelighed og det at være taknemmelig for de ting, du allerede har, er en meget kraftfuld gestus, som ofte bliver glemt.
Taknemmelighed skaber positiv energi. Så vær taknemmelig for alt det gode, der er i dit liv, selv om det kan synes beskedent i starten. Det betyder ikke noget, om du begynder med få gode ting i dit liv, eller om du allerede har et succesfuldt liv.
Det gælder bare om at stå op om morgenen og være glad og taknemmelig for det, du har. For det tøj, du har at tage på, den mad, du har på bordet, dit gode helbred osv.
Ved at vise taknemmelighed for alt det, du allerede har, sender du de rigtige signaler ud i Universet. Du er klar til at modtage mere.
Jeg har erfaret, at hvis jeg blot bruger nogle få minutter hver morgen, når jeg vågner, til at tænke over og skrive de ting ned, som jeg føler taknemmelighed for, så giver det mig en fantastisk start på dagen.
Du kan supplere denne teknik med en lille sten, amulet e.l. i din lomme eller pung. Hver gang du mærker den eller ser den, så brug nogle øjeblikke på at være taknemmelig for det, du har.
Jeg har i øvrigt fundet ud af, at når jeg om aftenen ligger i min seng og tænker over alle de ting, jeg er taknemmelig for, så falder jeg hurtigere i søvn – med et smil på læben.
Du kan bringe taknemmelighedsteknikken et skridt videre ved at bruge 2 minutter hver morgen på at se på denne inspirerende film:
Tak.
Handling - skridt 1: Skriv alt det, du er taknemmelig for, ned. Og lav så en aftale med dig selv om, at du hver dag vil bruge nogle få øjeblikke på at være taknemmelig.
Føles det ikke dejligt?
Et af de bedste citater, jeg nogensinde har læst, er af Steven Covey, forfatteren til ”De 7 vaner”. Han siger:
”Alt for mange mennesker har alt for travlt med at kravle op ad stigen til succes blot for at indse, at det var den forkerte bygning, når de nåede til toppen af stigen.”
Hvor mange mennesker kender du, som dette passer på i dag?
Passer det også på dig, bare lidt måske? Vær ærlig.
Jeg er overbevist om, at den største hemmelighed ved et lykkeligt, succesfuldt liv, dit drømmeliv, først og fremmest er at finde ud af, hvad du er vild med at foretage dig, og dernæst at gøre dette med hele din sjæl på en måde, hvor du samtidig hjælper andre.
Hvad med at tjene til dagen og vejen ved at foretage dig det, du elsker at gøre, mens du på samme tid hjælper andre levende væsener?
Hvad kan være bedre end dette i livet?
Hvis du kunne tænke dig at vide mere om, hvordan du kan leve dit drømmeliv, så er hér en kraftfuld, enkel gratis e-bog, som vil vise dig, hvordan du skal gøre det.
Handling - skridt 2: Prioritér at tage noget kvalitetstid de næste par dage, hvor du kan sætte dig ned og tegne et kort over dit drømmeliv. Husk, at du ikke kan ramme et mål, som du ikke kan se.
Mange tror, at de kan vinde tid ved at sove noget mindre. I virkeligheden drejer det sig dog ikke om, hvor meget tid du har til rådighed, men derimod hvor meget du kan få udrettet i den tid, du har til rådighed.
Hvis du får en god nats søvn, så vil du have langt mere energi, en bedre koncentration samt være mere produktiv. Og slutresultatet bliver, at du får udført mere på kortere tid.
For mange mennesker bliver det en ond cirkel med mindre og mindre søvn og en tilsvarende ringere og ringere arbejdsindsats, som de er længere og længere tid om.
Lige siden jeg var så heldig at blive far for første gang, har mangel på nattesøvn med små børn virkelig lært mig, hvor stor en betydning nattesøvnen har.
Det er ikke kun et spørgsmål om at få otte eller ni timers søvn; det er også vigtigt at få søvnen på det rigtige tidspunkt. Det skyldes den enkle kendsgerning, at kroppen restituerer sig fysisk bedst mellem klokken 22 og klokken 2 om natten og psykisk bedst mellem klokken 2 og klokken 6 om morgenen.
Så går du først i seng ved midnat og står op klokken 8 om morgenen, vil det gå ud over både din fysiske og psykiske regenerering, selv om du har sovet 8 timer.
I bedste fald mister du halvdelen af din fysiske regenerering, hvilket i det lange løb vil kunne ses på rynkerne og poserne under øjnene, ligesom det øger din risiko for at blive syg og overvægtig.
Flere og flere undersøgelser viser, at mangel på søvn gør folk overvægtige og gamle før tiden, fordi de på grund af træthed har sværere ved at styre deres trang til sukker og mad.
Hvis du vil læse hele den omfattende artikel om søvn med opskriften på en vidunderlig nats skønhedssøvn, så klik her:
Handling - skridt 3: Gå konsekvent tidligt i seng, og vågn op med mere energi til at leve et liv fyldt med glæde og lykke.
Jeg elsker at være ude i naturen og føle varmen fra solen på min hud og vinden, der blæser i mit ansigt. Og hvis jeg virkelig vil gøre noget skønt for mig selv, så går jeg ned til stranden, så jeg kan høre bølgernes rytmiske skvulp. Der er noget helt magisk ved vand.
Jeg mener, det er retfærdigt at sige, at de fleste af os bruger alt for meget tid indendøre og for lidt tid udendørs med at nyde de gratis gaver og glæder, naturen tilbyder. Særligt om vinteren er dette sandt.
Men det bedste, du kan gøre (uanset tidspunktet på året) for at fylde dit liv med glæde og lykke, er at opholde dig på et stille sted, hvor du kan mærke solens helbredende kraft på din hud.
Kom i gang. Du ved, hvad du skal gøre.
Handling - skridt 4: Prioritér at bruge noget tid, hvor du kan nyde alle de gratis glæder, naturen tilbyder.
Ville det være rimeligt at sige, at vi som samfund har fokuseret for meget på materielle vindinger i stedet for autentiske kerneværdier?
Har alt for meget af vores opmærksomhed og fokus været på økonomisk gevinst, en større bolig, en smartere bil, eller på hvordan vi klarer os finansielt i forhold til naboen?
Se dig omkring i dit hjem. Læg mærke til, hvor mange ejendele du har rundt omkring dig, som du aldrig anvender!
Ja, for meget af vores fokus har været på flere PENGE ….
…. Og alt for lidt på at skabe mere KÆRLIGHED og LYKKE.
Trist, men sandt.
Jeg tror, at de fleste mennesker i dag vil kunne være enige om, at vi har glemt, hvad der reelt set er vigtigt i livet – især hvad der egentlig gør os glade?
Jeg tror, at:
En rig person er ikke den, som ejer mest, men den som har brug for mindst for at være lykkelig.
Dette bliver bakket op af resultaterne fra ”The World Value”-studiet, som blev udført imellem 1981 og 2008. 270.000 mennesker verden over blev udspurgt.
Ved du, hvilket land havde de gladeste mennesker?
Var det et af de rigeste vestlige lande såsom Danmark, Sverige, Schweiz eller endog USA?
Nej, det var Nigeria!
Skarpt forfulgt af Mexico, Venezuela og El Salvador. Folk, der er fattige, set efter en materiel standard, men de er åbenlyst rige på glæde!
Hvorfor er disse ”fattige” lande foran Danmark (9. plads) og USA (16. plads), når vi har alt, og de har så lidt?
Stop op, og tænk over det et øjeblik?
Ved de noget, vi ikke ved?
Er vi som samfund faldet i den fælde, hvor vi mister vores helbred i iveren efter at tjene flere penge? For derefter at miste vores penge for at genvinde helbredet?
Handling - skridt 5: Sænk tempoet, og nyd de små ting i livet. Tænk over, hvad der er vigtigt for dig, og prioritér mere tid til dette og mindre tid til det, som måske ikke er så vigtigt, som du troede. Helt enkelt skal du tænke på det, der gør dig glad.
Ved hele tiden at tænke på fremtiden glemmer vi nuet, glemmer at leve i og nyde dette øjeblik, således at vi hverken lever her og nu eller kommer til at gøre det i fremtiden.
At være til stede i øjeblikket er nemmere sagt end gjort. Jeg er heldig at have tre læremestre på 6, 3 og ½ år.
Disse små, vidunderlige væsener kan tilbringe timer i deres egen verden med at lege og nyde sig selv, ved at være til i øjeblikket!
Det er utroligt, at de på mange måder er meget mere intelligente, end jeg er.
Vær derfor opmærksom på, hvor dit fokus er, og nyd nu dette øjeblik, for det er alt, hvad vi har. Fortid er fortid, og den kan vi ikke ændre på, og fremtiden er her endnu ikke.
Selvfølgelig skal vi lære af fortiden og forberede os på fremtiden, men der er tidspunkter, hvor vi skal bruge energien på det, og tidspunkter, hvor vi skal være til stede i nuet, som når vi giver vores børn 100 % opmærksomhed (jeg skrev dette som en påmindelse for mig, og ikke for dig), når vi tilbringer tid med vores nære og kære, og selv når vi bare nyder vores eget selskab.
Handling - skridt 6: Sæt farten ned, og nyd øjeblikket. Det kan være svært i starten, men øvelse gør mester.
Et af temaerne for denne hjemmeside er, at liv kræver liv. Med dette kraftfulde budskab mener jeg, at hvis du giver din krop fødevarer, der er fyldt med sunde vitaminer, mineraler, enzymer, aminosyrer osv., så giver du din krop de byggesten, den behøver for at være sund.
De fødevarer, jeg anser for at være fulde af liv, er:
Økologisk kød, fisk, frugt og grøntsager, æg, nødder, frø etc. skyllet ned med rent vand.
Fra et evolutionært perspektiv er disse fødevarer, hvad vores forfædre spiste før landbrugets indførelse for 10.000 år siden.
Det er sådan, jeg spiser mindst 80 % af tiden. Hvilket efterlader 20 %, som jeg kan bruge på det sjove.
Resultatet på min krop er, at jeg ikke længere bliver syg, og at jeg har meget mere energi til at nyde livet. Hvis du kunne tænke dig at lære, hvordan du kan opnå sprudlende energi og nyde et liv fyldt med perfekt sundhed, så klik her.
Når du først er begyndt at give din krop sunde og rigtige byggesten, handler den anden del af formlen om, at du skal bevæge dig på en måde, der vil skabe en stærk, sund og flot krop.
For mange mennesker er den gode nyhed, at det ikke tager ret meget tid og energi at få fine træningsresultater. Med bare 30 minutter 3 gange om ugen vil du blive overrasket over, hvad du kan opnå med din form.
Jeg har opsummeret alle mine træningshemmeligheder i denne gratis trænings e-bog.
Handling - skridt 6: Giv din krop den næring og bevægelse, naturen dikterer. Det er meget lettere, end du tror, tager ikke ret lang tid, og resultaterne vil overraske dig. Er du klar?
Så her har du opskriften, og vi er tilbage, hvor vi begyndte. Nemlig at den store hemmelighed om livet er, at der ikke er nogen hemmelighed. Ja, det hele handler om at gøre de simple ting godt.
Jeg foreslår, at vi alle træder to skridt tilbage og overvejer, ikke bare hvilken slags verden vi kunne tænke os at leve i, men også hvilken slags verden vores børn skal arve efter os.
Lad os alle arbejde henimod at sætte tempoet ned og være taknemmelige for, hvad vi har, nyde de små ting i livet, være til stede i nuet, finde og udleve vores drøm, gå ud i naturen samt spise og bevæge os, som naturen har haft til hensigt.
Hvis flere af os gør dette, vil vi opdage, at vi sammen løfter vores samfund til nye højder.
Er du klar til en ny begyndelse?
Klar til et bedre og mere tilfredsstillende liv?
Ville LIGE NU ikke være et godt tidspunkt at starte?
Du ved, hvad du skal gøre.
Lad os gå vejen sammen, og jeg glæder mig til at mødes med dig på Lykkecaféen.
Held og lykke!
P.S.: Der er en 8. hemmelighed. En, jeg helt bevidst ikke har fortalt dig om i denne artikel, for det er den hemmelighed, der holder sammen på alle de andre.
Her kommer nogle sjove øvelser:
For det første vil jeg bede dig overveje, om du er enig med indholdet i denne artikel.
For det andet vil jeg bede dig om i de næste 7 dage at gøre en bevidst indsats for at leve efter de 7 hemmeligheder.
Og som det sidste vil jeg bede dig tænke over, hvad den 8. hemmelighed kan være, og hvorfor den er så vigtig.
Jeg har lige færdiggjort en artikel, som forklarer, hvad den 8. hemmelighed er, og jeg vil sætte den på min hjemmeside, så snart den er blevet oversat fra engelsk til dansk.
Lad os skabe noget debat, så giv din mening til kende omkring emnet i kommentar feltet.
Jeg værdsætter, at du vil besøge min side og læse denne artikel. Hvis du kan lide artiklen, så klik på DEL nedenunder så vi sammen kan sprede budskabet.
Jeg elsker, når folk kommentere på mine artikler, så brug formular nedenunder.
Kommentarer:
Pia helle skrev denne kommentar:
07-04-2010 12:50:02
Jeg kom umiddelbart til at tænke på: "life if what´s going on while we are busy making other plans". Jeg så også min lille søn lege med tog her til morgen, nød vores lange cykeltur til vuggestuen i pragtfuldt solskinsvejr. tænkte over jeg står ved en kæmpe skillevej i mit liv, og skal huske på de gode ting her i livet- det er en gave ikke en kamp. Hvor er jeg dog priviligeret at bo i et land uden krig og hungersnød, med kvinderettigheder og sundhedsvæsen for alle...
Heidi skrev denne kommentar:
08-04-2010 21:57:23
d. 8. hemmelighed er vel The Secret.
Det du fokuserer på vokser, det du ignorerer visner.
diana skrev denne kommentar:
12-04-2010 09:36:57
d. 8. hemmelighed..... det må være noget med sex og kærlighed
jørgenaj skrev denne kommentar:
12-04-2010 14:22:31
Det er læsning jeg vil anbefale. MEN noget jeg er meget uenig i, og som irriterer mig der nævnes gang på gang på alun.dk, og det er det med at skylle maden ned med vand. Jeg er af den opfattelse at mavesyren ikke bør fortynes. Vand bør indtages ved siden af måltiderne i stedet.
Er der nogen undersøgelser om det emne?
Hildigunn Joensen skrev denne kommentar:
13-04-2010 15:34:16
Den artikkel er meget inspirerende, jeg vil gætte at den 8 hemmelighed har nogel med, at elske andre mennesker og lade sig blive elsket af andre, give og tage imod.
victor skrev denne kommentar:
15-04-2010 10:41:43
Give and take-og lev i nuet!
Gitte Søe skrev denne kommentar:
15-04-2010 11:43:18
Hej..
Super god artikel, jeg er helt enig og prøver allerede at gøre mange af tingene, men det er godt at blive mindet om, hvad der er vigtigt engang imellem. Jeg vil bare lige sige at synsvinklen, hvor du skriver: Det er sådan, jeg spiser mindst 80 % af tiden. Hvilket efterlader 20 %, som jeg kan bruge på det sjove. Det er fint med 80-20 reglen, men at du skriver at de 20 % bruger du på det sjove. 80 % af tiden, skal da også være sjovt. Er sundt mad og livsstil ikke sjovt? Det synes jeg! det er netop det man skal vende og gøre det til. Jeg vil anbefale bogen Raw Food, der er gode sunde opskrifter, til kage osv.
mat skrev denne kommentar:
15-04-2010 20:48:07
Som scientologi student er jeg 100% enig med den 8. hemmelighed OG det du siger om den. Det HELE står eller falder på denne faktor.
Så du får meget ros for at få Ordet ud!
Det har ellers vist sig, at for at opnå 110% ansvarlighed, skal der 110% åndelig selv-identifikation til.
Og at den tilstand skal opnåes hos NOK mennesker, for at kunne vende den nedgående spiral af Uansvarlighed om. Der er blevet arbejdet døgnet rundt i over 50 år nu på dette projekt, men eftersom den tilstand der følger med åndelig selv-dentifikation også betyder, at vedkommende ikke længere kan kontroleres (en sjæl har jo selv ingen plads i rummet, ingen masse og ingen bølgelængde), har der i løbet af årene været nogle få protester mod projektet. Disse hænger nok mest sammen med forudsætningen til tilstanden: 110% rene hænder. Og med slut resultatet: at kunne være hvor som helst.
Interessant at bemærke her er, at ansvarlighed (årsagelighed) stiger, jo rener hænderne bliver...
Det har vist sig at ens ansvarlighed for de ting han har gjort og ikke har gjort (når de skulle gøres), ikke er begrænset til ens nuværende liv. Derfor skulle teknologien til projektet blive ret smart, og med 100% support undervejs.
Selvom dette blev opnået, var ansvarligheden så lavt hos de fleste, at der først var brug for viden.
Så, igen, Aluns bidrag fil den første civilisation og til at starte mennesket for første gang er storslået.
Tag den alvorligt, mens du restituerer din "spirit of play". Ansvarlighed og bekymring har det ikke godt sammen.
"Faktor 8" er noget let, noget åndeligt.
Mat
Hugo skrev denne kommentar:
16-04-2010 15:08:32
Den 8. hemmelighed er koden til hvordan pokker man får ført de 7 første hemmeligheder ud i livet. En ting er at ville det, en anden ting er at gøre det.
mat skrev denne kommentar:
18-04-2010 13:53:16
At gøre er ikke nødvendigvis del af pakken. Fuld ansvarlighed er ERKENDELSEN af at være årsag.
Erkendelse indeholder også forståelse, som du får ved at læse Aluns artikel flere gange, og ved at finde exempler på tingene (ellers er de ikke sande nok for dig)
Viden-ansvar-kontrol.
Hvis det ikke går med rent beslutning, så forhøjer du disse tre ting lidt ad gangen.
Mat
MM skrev denne kommentar:
04-03-2012 20:53:32
Mange gode og klog ting der bliver sagt. - men ødelægges lidt af det med søvn.. et med at man lige bestemt skal sov mellem 22 og 6.00 er vås for at sige det mildt.. Søvnen er MEGET vigtig, men istedet for at ødelægge en ellers god artikel med lommefilosofi uden nogle videnkaelige undersøgelser så tænk dog logisk!.. Det der er vigtgt er at man har nogle ensartede søvperiode. Videnskaben bekræfter det. Folk kan godt nøjes med meget mindre end 8 timer pr døgn.. Faktisk er der en fordel i at dele søvnen op i små powerlure på et døgn. Det der er vigtigt er at man fastholder en døgnrytme. Dvs hvis man tar en morfar om eftermiddaggen kl 15 så vigtigt at man gør det hve dag den tid ca... Det der direkte er skadeligt og usundt er der hvor man feks grundet jobbet er nødt til at skifte ens døgnrytme. Fra dag til aften og nathold. Kroppen når ikke at vænde sig til den ene døgnrytme før den pludselig skal skifte igen. - og man undres at staten som jo hedder sig at bekymre sig så meget om folks helbred (rygeforbud mm) stadig lader så mangeindenfor det offentlige arbejde på den måde.. -tænker på feks sygehuse osv... Så syntes det er en udmærket artikel, men bliver desvære ødelagt af nogle udokumenterede påstande.. Tænker osse på det indenfor madvarer såsom detmed at skylle med vand, - og den idylisering af hvordan vores forfædre levede.. De var fri for sprøjtegifte JA men tro nu ikke deres madsammensætning osse er den perfekte!.. Trods forurening mm så stiger vores levealder støt. Ligesom folks højde mm.. Så det pladder med at tro på 2 meter høje vikinger og et liv i lykke uden bekymringer dengang og deraf bruge det som eksempe på den optimale kost gør lige -det med søvnen- en udmærket artikkel til meget utroværdig.
Hervinder singh skrev denne kommentar:
30-09-2014 23:49:42
Meget livs inspirerene noter og hvis man følger de 7 noter danner jeg selv den 8. Når jeg er lykkelig og succesrig på de 7 første :)
Mohammad skrev denne kommentar:
21-11-2018 11:05:26
what det har jeg ik tænkt over
Kaspian Mortensen skrev denne kommentar:
13-10-2019 17:28:03
Tusind tak jeg har aldrig været så sucsesfuld som nu