Angelina Jolies nylige og meget offentlige beslutning om at få foretaget dobbelt mastektomi har sat genetisk testning og kræft i mediernes søgelys.
Min mor fik konstateret brystkræft for 15 år siden.
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har været så bange i mit liv.
Tanken om at miste min mor på grund af denne dødelige dræber, før hun havde nået sin 50-års fødselsdag, var ubegribelig.
Med antallet af kræfttilfælde, som stiger med alarmerende hastighed, hvor stor er din risiko så for at få kræft?
Desværre fandt jeg ud af, netop som jeg var færdig med denne artikel, at min mors kræft er kommet tilbage, og det er min frygt også.
Min farfar døde af lungekræft, da han var i 50erne.
Bør vi alle blive genetisk testet som Angelina Jolie for at se, hvor stor vores risiko er for at få kræft?
I slutningen af min artikel vil jeg give dig et kort sammendrag på genetisk testning, men lad os i første omgang kigge på det vigtigste, nemlig hvad vi selv kan gøre for at undgå at få kræft.
Hvor stor er din risiko for at få kræft med de alarmerende kræftstatistikker, vi ser i dag?
Statistisk set er vores risiko for at få kræft på 33 %, og heraf vil 50 % af de kræftramte dø inden for 5 år.
Betyder dette, at vi så bare skal lade stå til og acceptere tingenes tilstand, eller er der noget, vi ALLE kan foretage os for at få et godt helbred?
Denne artikel er heldigvis fuld af gode nyheder.
Når jeg om lidt påstår følgende, vil nogle mene, at det er meget kontroversielt, men min personlige opfattelse er ikke, at kræft i de allerfleste tilfælde skyldes uheld eller defekt arvemasse. Faktisk er der fundet nye beviser på, at:
Kræft er et resultat af vores moderne samfund
En undersøgelse har gennemgået data på forekomst af kræft i klassisk litteratur og har også ledt efter tegn på denne sygdom i fossiloptegnelsen og i mumificerede ægyptiske lig. Man fandt stort set ingen tegn på kræft.
Det lykkedes for eksempel kun at verificere et enkelt kræfttilfælde til trods for, at flere hundrede ægyptiske lig blev undersøgt.
Disse opdagelser udgør endnu et tungtvejende argument for, at kræft er en sygdom, der kan forebygges ved at leve en sund livsstil.
Denne undersøgelse lægger sig helt op ad Bruce Liptons forskning i Epigenetik, som har vist, at maksimum 5 % (og måske endog kun så lidt som 2 %) af alle sygdomme skyldes genetik.
Bruce har opdaget, at vi alle rummer gener for kræft, hjertesygdom osv. i vores kroppe, MEN (og det er et uhyre vigtigt men) at disse gener kun bliver aktiveret af vores livsstil (usund kost, negative tanker, miljømæssige faktorer osv.)
Så ja, vi har alle kræftgener i vores kroppe. MEN når det er sagt, er det helt og holdent vores eget ansvar, om de bliver aktiveret.
Bare 2% af os fremprovokerer det skjulte potentiale for at få sygdommen, så hvis vi behandler os selv ordenligt og lever et sundt og lykkeligt liv, har vi virkelig gode muligheder for at undgå at få kræft.
Jo, for hos op til 98 % af os vil disse gener forblive passive, og vi kan leve lange og gode liv, hvis vi fører en sund livsstil, både fysisk som mentalt. Jeg opfordrer dig til at lære mere om Epigenetik her. Denne viden kan ændre dit liv.
Der er heller ingen tvivl om, at når vi sammenholder antallet af kræfttilfælde i ”primitive” folkeslag, som lever i deres naturlige miljø, med mennesker her i Vesten, som lever i et syntetisk, moderne miljø, så bidrager vores moderne levevis til den forøgede forekomst af kræft, vi er vidner til i dag.
På en eller anden skæv måde er det trods alt en god nyhed, fordi det giver os magten til at foretage de nødvendige ændringer i vores livsstil, så vi kan forblive sunde, raske og glade langt op i årene.
Så hvis vi antager, at kræft er en miljøbestemt sygdom, hvad kan du og jeg så gøre for at holde os fri for sygdom?
7 nøgler til at mindske din risiko for at få kræft
Som med alt andet her i livet handler det om, at hvis du bare gør nogle simple ting korrekt, så er du på rette vej til at leve et sundt, langt og lykkeligt liv.
Sådan her gør jeg selv for at holde mig sund og rask:
Hold dig sund og rask. 1. Ha´ fokus på din sundhed!
Ikke en eneste sygedag har jeg haft i omtrent 7 år. Jeg har ellers været plaget af sygdom en stor del af mit liv og vintre med influenza og lav energi. I dag lever jeg et helt andet liv og har indset og forstået følgende:
Du bliver, hvad du tænker på det meste af tiden.
For jeg er nemlig overbevist om, at det, jeg hver dag ser i spejlet, er en genspejling af de tanker, jeg har tænkt.
Er det mon muligt, at hvis vi ikke bryder os om vores spejlbillede, så er det første sted, vi bør foretage en ombygning, mellem ørerne?
I dag har jeg et stærkt fokus på sundhed, kærlighed, og hvad der ellers gør mit liv lykkeligt.
Når der dukker negative tanker eller frygt op, som det selvfølgelig sker indimellem (dog ikke nær så tit som før i tiden), så forstår jeg nu, at jeg i mig har kraften til at skabe de tanker, jeg ønsker mellem ørerne, og jeg ved nu, at jeg KUN kan tænke på én ting ad gangen.
Denne sætning er så essentiel, at vi bør kigge på den igen:
Ja, det er rigtigt: Vi kan KUN tænke på én ting ad gangen!
Så hvis det går op for mig, at jeg er kommet til at have fokus på noget, som jeg IKKE ønsker (frygt osv.), så har jeg i selv samme øjeblik magten i mig til at ændre fokus over til løsningen i stedet for.
Denne indsigt har personligt forandret mit liv langt ud over mine vildeste forestillinger. Jeg har ganske enkelt erfaret, hvilken mægtig kraft jeg har til rådighed ved at tage 100 % ansvar for min krop og for alt, hvad der foregår i mit liv.
Hvis du også er parat til at tage ansvar for dit eget liv, så har du allerede taget et stort skridt hen imod en fremtid med overflod af sundhed og glæde. Er du klar til at hoppe ud i det?
Vær sund og rask. 2. Følg døgnets naturlige rytme!
Hvis du skulle vælge blot én enkelt ting for at forbedre dit helbred, så begynd med at slukke lysene kl. 22. En god nats søvn på det rette tidspunkt er det bedste, du kan gøre for dit helbred.
Dette er måske en overraskende nyhed for dig, men tænk lige over det:
Hvis du ikke giver din krop en god nats søvn, forfalder du meget nemmere til at fokusere på negative tanker i stedet for positive. For vi ved jo alle godt, at når vi er trætte og uoplagte, så synes livet ofte mere komplekst, end det egentlig er.
Var du for resten klar over, at ny forskning dokumenterer, at søvnmangel ikke bare svækker dit immunforsvar, men samtidig også giver dig en konstant trang til sukker og andre opkvikkende substanser som koffein?
Og sukkeret gør dig ikke bare fed, men svækker også yderligere dit immunforsvar.
Det kræver ikke en universitetsuddannelse at regne ud, at når du er træt, magter du heller ikke at få motioneret.
Du bør derfor ikke undervurdere vigtigheden af at få en god nats søvn, da det måske lige præcis er denne nøgle, du har ledt efter for at kunne låse døren op til et sundt og godt helbred både for dig og din familie.
Her er mine gode råd til fantastisk nattesøvn 😉
Vær sund og rask. 3. Indtag økologisk kød, fisk, grøntsager, frugt osv.
98 % af kroppens 50 milliarder celler gendannes på bare ét år. Der er derfor ingen tvivl om, at vi er, hvad vi spiser.
Ved at ændre min kost, så jeg har skåret ned på sukker og nu undgår forarbejdet mad, mælk og korn og i stedet spiser fødevarer, som jeg ved, er fyldt med livsenergi og sundhed, har jeg fået langt mere energi, og sygdom hører nu fortiden til.
Ja, økologisk kød, fisk, grøntsager, frugt osv. har højnet mit energiniveau gevaldigt og har gjort en stor forskel med hensyn til, hvordan jeg ser ud og har det. Disse fødevarer var lige netop den kost, mennesker indtog før landbrugets indførelse for 10.000 år siden, og jeg er af den overbevisning, at netop disse fødevarer giver os byggestenene til vitale, sunde kroppe.
Var du i øvrigt klar over, at for bare 100 år siden indtog vi kun et halvt kilo tilsat sukker hvert år, mens vi i nu i gennemsnit hver især spiser 75 kg sukker? Der er overvældende dokumentation for, at der er forbindelse mellem sukker og udvikling af kræft, og at kræftceller trives på sukker.
Den bedste metode til at skære ned på sukkerforbruget, jeg kender (og jeg har virkelig været en sand sukkerjunkie), er at spise stenalderkost bestående af økologisk kød, fisk, grøntsager, frugt osv.
Hvis du gerne vil have mere energi, livskraft og lære mere om, hvilke fødevarer der har evnen til at beskytte dig mod kræft og andre alvorlige sygdomme, så klik her.
Vær sund og rask. 4. Få lys, luft og livgivende D-vitamin!
At komme ud i luften og mærke den helende energi fra solen på din hud, er ikke bare vidunderligt og afstressende, men det er samtidig også den bedste investering, du kan foretage for dit helbred.
I vores moderne samfund tilbringer vi alt for meget tid inde, især om vinteren. Der er klare beviser for, at solens D-vitamin er hovednøglen til et sundt og rask liv.
Nogle eksperter mener desuden, at når vi har nok D-vitamin i kroppen, så halverer vi vores risiko for at få kræft og andre alvorlige sygdomme.
Desværre ser det ud til, at flere og flere mennesker mangler tilstrækkeligt D-vitamin, og det skyldes ganske enkelt, at de fleste af os (og dette gælder også videnskabskredsen) ikke forstår vigtigheden af, hvor livgivende solens stråler er.
Jeg er dog overbevist om, at vi nok skal komme til at høre mere om det i de kommende år, for nu er videnskabsfolk også begyndt at ”se lyset”.
Så se at komme udenfor, tank op med frisk ilt, og få sol på huden (især om vinteren er det essentielt med solen), og overvej også at begynde at spise en god kvalitet torskelevertran for at få et ekstra skud D-vitamin.
Vær sund og rask. 5. Bevæg dig!
Mit motto er:
Brug det, eller mist det.
Den gode nyhed er, at det kun behøver at tage en halv time 3 gange om ugen at opnå virkelig gode træningsresultater. Jeg vil opfordre dig til at følge programmerne i min gratis e-bog om Funktionel træning i 4 uger og bagefter kigge dig i spejlet.
Kom nu i gang! Det er så nemt at opnå forbløffende resultater.
Vær sund og rask. 6. Du kan selv gøre meget for ændre livsstil og miljø!
Vi ved jo alle sammen godt, at rygning i høj grad øger din risiko for at få kræft. Selv mistede jeg min bedstefar, som døde af lungekræft forårsaget af rygning, da jeg bare var 6 måneder gammel.
Passiv rygning er bare en del af den forurening, vi står over for i dag. Mange af de kemikalier, vi omgiver os med i hverdagen, er potentielt farlige, så pas rigtig godt på dig selv, og er du i tvivl, så opsøg viden. At åbne vinduer for at få frisk luft ind i dit kontor og dit hjem er altid en god idé.
Kropsprodukter kan også udgøre en risiko. Mange af dem og især de dyre, kendte mærker, markedsføres med falske løfter om at få dig til at se 10 år yngre ud, men når du nærstuderer indholdslisten, er mange af produkterne fyldt med kemikalier, som er sat i forbindelse med sygdom.
I forhold til min egen mors brystkræft, så er en af de kendte risikofaktorer for hende og mange andre kvinder de giftige ingredienser i deodoranter, og aluminium er specifikt blevet sat i forbindelse med brystkræft.
Det er en kendsgerning, at 60 % af alt, hvad du smører på din hud eller vasker dig med, optages af din krop. Så du kunne faktisk lige så godt drikke det, du kommer på huden. Sørg for altid at kigge på indholdslisten på dine plejeprodukter, og hvis du ikke har lyst til at drikke/spise produktet, så bør du overveje at skifte til et godt, økologisk mærke som Green People.
Vær sund og rask. 7. Dit liv er 100 % dit eget ansvar!
Personligt er jeg overbevist om, at vores største samfundsproblem i dag er, at folk ikke er bevidste om deres eget ansvar for deres eget liv.
Men hvis du formår at bryde ud af den onde cirkel med at skyde skylden over på andre, så har du taget et gigantisk skridt hen imod et liv fyldt med glæde og lykke.
At påtage sig ansvar for alt, hvad der sker i dit liv, er NØGLEN til alle de andre anti-kræftstrategier, for en positiv effekt ved at være parat til at tage 100 % ubetinget ansvar for dit eget liv er, at du derved automatisk bliver motiveret til at implementere de 6 andre strategier beskrevet ovenfor.
Er der én ting i mit liv, som har forbedret min livskvalitet mere end noget andet, så er det, at jeg ikke længere giver andre skylden og nu har påtaget mig 100 % ansvar for, hvad jeg ser i spejlet om morgenen.
Det er helt slut med at give mine dårlige gener, mine forældre, min økonomi, lægen, min kone osv. skylden. Fortid er fortid. Jeg har lært af den og er et andet sted nu. Jeg er dybt taknemmelig for, hvad jeg har, jeg lever i nuet, og jeg arbejder hver dag på at opnå de ting, der gør mig lykkelig.
Lyder det ikke som en god handel?
Når vi også kollektivt som samfund begynder at tage dette skridt, vil verden samtidig ændre sig positivt. Bare vent og se!
Hvad min mors eller andre menneskers kræft end skyldes, hvad enten det er natarbejde, hendes kost, livsstil eller noget i miljøet, vil vi aldrig få et endeligt svar på, men det er heller ikke vigtigt.
Det, der er vigtigt, er, at vi nu kender kuren mod kræft.
Kuren mod kræft er nemlig sund fornuft.
Det er et provokerende udsagn, det er jeg godt klar over, men tænk på det, når du begynder at tage ansvar for at leve dit drømmeliv – og lover du mig så at sende mig en invitation til din 100-års fødselsdag, når du når så langt?
Du fortjener et langt, lykkeligt og sundt liv.
Konklusion: Skal vi alle testes genetisk for at se, hvor stor vores risiko er for at få kræft?
Ganske enkelt: nej.
Jo, jeg er skræmt ved konsekvenserne af min mors kræft for hendes helbred.
Men personlig er jeg ikke bange for at få kræft på grund af genfejl.
Kræft er en moderne sygdom. Bruce Liptons forskning i Epigenetik giver os kraften til at tage kontrol over vores liv.
Hvis du sætter dig for at foretage de simple ting, jeg skriver om i artiklen, har du taget et kæmpe skridt hen imod at bygge et fundament for et sundt og langt liv.
Jeg håber, vi mødes i Lykkecaféen for at fejre vores 100-års fødselsdag sammen.
P.S.: Havde denne artikel ikke drejet sig om kræft, kunne den lige så godt have handlet om hjertesygdom, sukkersyge osv.
Hvis du tænker, spiser og bevæger dig i pagt med naturen, så er du godt på vej til et fantastisk helbred langt ind i alderdommen. Lad os sammen skåle i kildevand på et godt, langt liv, og som de siger på fransk: ”À votre santé!”
Referencer:
Nature Reviews Cancer October 2010; 10: 728-733
http://www.nature.com/nrc/journal/v10/n10/abs/nrc2914.html
An experimental study of mummification pertinent to the antiquity of cancer
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/1097-0142(197709)40:3%3C1358::AID-CNCR2820400354%3E3.0.CO;2-J/abstract
American Journal of Clinical Nutrition, 85(6):1586-91 June 2007
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/sites/entrez?orig_db=PubMed&db=PubMed&cmd=Search&term=Am.%20J.%20Clin.%20Nutr.%5BJour%5D%20AND%202007%5Bpdat%5D%20AND%20Lappe%20J%5Bauthor%5D
http://www.cancer.dk/Hjaelp+viden/fakta+om+kraeft/kraeft+i+tal/kraeft+i+tal.htm
Journal of the National Cancer Institute February 4, 2004;96(3):229-233
International Journal of Cancer April 20, 2005;114(4):653-658
Journal of Inorganic Biochemistry November 2007



