Det valg, som hvert eneste sår stiller os over for

Vi bærer alle på sår. Nogle er synlige. Et ar på huden. En haltende gang efter en skade. Hår, der aldrig voksede ud igen efter kemoterapi. Andre forbliver skjulte under overfladen. Tabet af en, vi elskede. Et forhold, der sluttede. Ord, der blev sagt for år tilbage, og som stadig genlyder i vores sind. Forræderi. Afvisning. Fiasko. Skuffelse.

Ingen når voksenalderen uden at have samlet et par ar undervejs.

Gennem årene er jeg dog kommet til at tro på noget andet. Uanset hvad livet stiller os over for, har vi stadig et valg. Vi kan vælge, om i dag skal være fyldt med vrede eller taknemmelighed, frygt eller mod, bitterhed eller kærlighed. Det betyder ikke, at vi skal nyde alt, hvad der sker for os. Nogle oplevelser er hjerteskærende, uretfærdige og dybt smertefulde. Men selv midt i livets største udfordringer kan vi stadig vælge, hvordan vi reagerer.

Forleden lyttede jeg til et interview med Sadhguru, da han sagde noget, der fik mig til at standse op:

»Hvert sår stiller os over for et valg: vi kan blive kloge, eller vi kan forblive sårede.«

Jo mere jeg reflekterede over disse ord, jo mere gav de genklang i mig.

Vi kan jo ikke vælge hvert eneste kapitel, som livet skriver for os.

Men måske kan vi vælge, om disse kapitler skal blive slutningen på vores historie… eller begyndelsen på vores visdom.

Den enkle tanke blev hængende hos mig længe efter, at interviewet var slut.

Og måske er det et af de vigtigste spørgsmål, vi nogensinde kommer til at stå over for.

Smerte er en del af det at være menneske

Ingen af os undgår lidelse. Uanset om den kommer i form af sygdom, tab, hjertesorg, fiasko eller skuffelse, er smerte en af de få oplevelser, der forener alle mennesker.

Men når vi ser os omkring, bliver noget bemærkelsesværdigt tydeligt. To mennesker kan opleve lignende modgang og komme ud på den anden side som helt forskellige mennesker. Den ene bliver bitter og lukker sig af fra verden. Den anden udvikler en dybere medfølelse, større modstandsdygtighed og en fornyet taknemmelighed for livet.

Forskellen ligger ofte ikke i, hvad der skete med dem. Den ligger i, hvad der til sidst voksede frem af oplevelsen.

Det gør ikke smerten mindre reel. Men det minder os om, at lidelse og den betydning, vi tillægger lidelsen, ikke altid er det samme.

Helbredelse begynder ikke med et valg

Der er dog en vigtig sandhed, der fortjener at blive anerkendt.

Traumer er ikke blot et smertefuldt minde, som vi kan vælge at glemme. Moderne neurovidenskab har vist os, at alvorlige traumer kan ændre den måde, vores hjerner og nervesystemer reagerer på verden. Mennesker, der lever med PTSD, angst eller følgerne af overgreb i barndommen, vælger ikke panikanfald, søvnløse nætter eller overvældende frygt. Deres kroppe forsøger at beskytte dem mod de farer, de engang stod over for.

For et par år siden havde jeg den ære at være vært for dr. Gabor Maté i Danmark. Gabor har brugt en stor del af sit liv på at forsøge at forstå traumer og deres indvirkning på vores liv. En af de tanker, jeg tog med mig fra hans arbejde, er, at traumer ikke blot handler om, hvad der skete med os, men også om, hvad der skete indeni os som følge heraf.

Jeg finder det perspektiv utroligt medfølende, fordi det ændrer spørgsmålet fra »Hvad er der galt med mig?« til »Hvad skete der med mig – og hvad har jeg brug for for at hele?«

Måske er det ikke nogen tilfældighed, at Gabors dokumentarfilm hedder The Wisdom of Trauma. Vores sår kan såre os dybt, men med forståelse, støtte og heling kan de også i sidste ende lære os noget – om os selv, om medfølelse, om hvad vi har brug for, og nogle gange om, hvordan vi ønsker at leve resten af vores liv.

Helbredelse tager ofte tid. Nogle gange kræver det terapi. Nogle gange kræver det tålmodighed, kærlighed og forståelse. Nogle gange begynder det med at finde bare én person, der virkelig lytter.

Der ligger også stor styrke i at erkende, når vi ikke kan bære vores byrder alene. Hvis du kæmper med traumer, angst, depression eller følelsesmæssig smerte, der føles overvældende, så lad være med at lide i stilhed. At tale med en betroet ven, din læge eller en kvalificeret psykolog er ikke et tegn på svaghed – det er ofte et af de modigste og vigtigste skridt på vejen mod helbredelse.

Traumer er ikke et valg.

At vælge at påbegynde helbredelsen bliver til sidst et valg.

Medfølelse bør altid komme før fordømmelse.

Måske er det egentlige valg ikke, om vi er sårede.

Det er, hvad vi til sidst gør med disse sår.

Smerte er ofte uundgåelig.

At forblive fanget af den er det ikke.

Det spørgsmål, der ændrer alt

På et eller andet tidspunkt i livet dukker et andet spørgsmål stille og roligt op.

Det kommer sjældent, når alt går godt. Oftere dukker det op i stilheden efter stormen, når vreden begynder at lægge sig, og vi finder os selv i at undre os over, hvad der kommer nu.

I måneder eller endda år kan vi finde os selv i at spørge:

»Hvorfor skete dette for mig?«

Det er et helt menneskeligt spørgsmål.

Men med tiden begynder et andet spørgsmål stille og roligt at dukke op.

»Hvad forsøger livet at lære mig?«

Det spørgsmål benægter ikke smerten.

Det undskylder ikke det, der skete.

Det flytter blot vores opmærksomhed fra fortiden mod fremtiden.

I stedet for at spørge, hvorfor livet har såret os, begynder vi at spørge, hvordan livet måske former os.

Det sletter ikke smerten.

Det giver smerten et formål.

At finde mening i lidelsen

Denne tankegang er ikke ny. Psykiateren Viktor Frankl opdagede den under nogle af de mørkeste omstændigheder, man kan forestille sig. Mens han sad fængslet i nazistiske koncentrationslejre, var han vidne til, at mennesker blev frataget næsten alt, hvad de ejede – deres frihed, værdighed, deres kære og visheden om i morgen.

Alligevel lagde han mærke til noget bemærkelsesværdigt.

Nogle mennesker fandt stadig en måde at bevare deres medfølelse på. Nogle delte stadig deres sidste stykke brød. Nogle valgte stadig venlighed i mødet med ufattelig grusomhed.

Frankl skrev senere:

»Alt kan tages fra et menneske undtagen én ting: den sidste af de menneskelige friheder – at vælge sin holdning under enhver given omstændighed, at vælge sin egen vej.«

Frankl benægtede ikke lidelsen. Han havde oplevet mere lidelse, end de fleste af os nogensinde kunne forestille os.

Han mindede os om, at selv når livet tager næsten alt fra os, er der stadig en del af os selv, der kan vælge, hvordan vi reagerer.

Måske er det dér, helbredelsen virkelig begynder.

Når såret bliver vores identitet

En af de største farer, vi står over for, er at lade vores sår blive det, vi er.

En smertefuld oplevelse bliver langsomt en del af vores personlige identitet.

»Jeg blev forrådt.«

Bliver til…

»Jeg kan ikke stole på nogen.«

»Jeg fejlede.«

Bliver til…

»Jeg er en fiasko.«

»Mit hjerte blev knust.«

Bliver til…

»Jeg vil aldrig elske igen.«

Uden overhovedet at være klar over det, holder vi op med at bære såret.

Såret begynder at bære os.

Helbredelse betyder ikke altid, at man glemmer, hvad der skete. Nogle gange betyder helbredelse blot, at man nægter at lade gårsdagen bestemme, hvem vi bliver i dag.

Fortiden kan forklare os.

Den behøver ikke at definere os.

Visdom opstår ofte af smerte

De mennesker, der inspirerer os mest, er sjældent dem, der har levet perfekte liv.

Det er de mennesker, der har lidt, er faldet, har tvivlet på sig selv og på en eller anden måde har fundet modet til at fortsætte fremad. Deres sår bliver ofte kilden til deres største medfølelse. Deres kampe uddyber deres forståelse af andre. Deres ar minder dem ikke kun om, hvad de har overlevet, men også om, hvem de er blevet.

Måske er visdom ikke fraværet af sår.

Måske er visdom det, der vokser på grund af dem.

Hver udfordring har potentialet til at gøre os lidt mere frygtsomme… eller lidt modigere.

Lidt mere lukkede… eller lidt mere åbne.

Lidt mere bitre… eller lidt mere medfølende.

Såret kan være det samme.

Den person, der kommer ud på den anden side, behøver ikke at være det.

Hvert ar fortæller en historie

Inden du fortsætter med din dag, så hold en kort pause.

Tænk på den største udfordring, du står over for lige nu.

Stil dig selv ét enkelt spørgsmål.

Hvad prøver livet at lære mig gennem dette sår?

Måske finder du ikke svaret i dag.

Måske finder du det ikke engang i morgen.

Men at stille spørgsmålet kan måske netop være det første skridt på vejen mod at finde det.

Hvert sår efterlader et ar. Men ar fortæller to meget forskellige historier.

Den ene siger:

»Det var her, livet knækkede mig.«

Den anden siger:

»Det var her, jeg begyndte at vokse.«

Arret ser måske nøjagtigt det samme ud. Kun den person, der bærer det, ved, hvilken historie det fortæller.

Vi kan ikke altid vælge de kapitler, livet skriver for os.

Men med tid, mod og medfølelse kan vi vælge, om disse kapitler bliver slutningen på vores historie…

…eller begyndelsen på vores visdom.

Måske er det det valg, hvert sår stille og roligt beder os om.

For selv midt i livets største udfordringer kan vi stadig vælge, hvordan vi reagerer.

Og det er det, der giver os styrken til at leve et liv fuldt af glæde og lykke, uanset hvad livet byder os.