Når det drejer sig om at finde ud af, om nogen har løjet, havde Gepetto det nemt. Han skulle bare kigge én gang på Pinocchios voksende næse for at vide besked.
Det virker som om, vi stort set er en nation af løgnere, da det antages, at vi lyver 1 til 2 gange om dagen og i 30 til 38 % af alle vores interaktioner.
Hvorfor vi lyver, er der forskellige årsager til. Omkring 4 – 5-årsalderen, når vi begynder at lyve, gør vi det ikke for at være ondsindede, men snarere for at opnå bevidsthed og for at afprøve sprogets kraft, siger dr. Gail Saltz, en psykiater, der bor i New York.
Senere hen i livet lyver vi for at opnå de ting, vi ønsker, for personlig vinding eller for at beskytte os selv.
Vi fortæller ”hvide løgne” for at beskytte andres følelser, og så er der de patologiske løgnere i blandt os, de mennesker, som føler sig drevet til at lyve til alle tider.
Så med løgnere i blandt os (lyv ikke – vi lyver ALLE fra tid til anden, og selv de ”små, hvide løgne” tæller), er det helt essentielt at kende tegnene på, at nogen måske lyver over for dig.
Her er de 7 klassiske tegn at være på vagt overfor …
7 klassiske tegn på løgn
1. Ingen øjenkontakt.
Generelt vil nogen, der lyver over for dig, ikke kigge dig i øjnene, i det mindste ikke under en vis del af samtalen.
Normalt har folk øjenkontakt i mindst halvdelen af samtalen, så alt derunder kan være mistænkeligt. En faldgrube: Nogle mennesker vil gøre sig meget umage for at holde øjenkontakt, selv om de lyver, simpelthen for at få dig til at tro, at de ikke gør det.
2. Stemmeskift.
Et skift i en persons tonehøjde, stammen, fyldord som øh/øhm eller halsrømning kan indikere løgn.
3. Usædvanligt kropssprog.
Hvis en person er meget urolig med fødderne, rører ved sine hænder, løfter skuldrene, drejer sig væk fra dig eller fører hænderne op til deres hoved (for at røre ved deres hage, næse osv.) – med andre ord, hvis han/hun virker nervøs eller ubehageligt til mode, kan det indikere løgn. Vær også opmærksom på rødmen (eller bleghed) og flere blink med øjnene.
4. Noget lyder forkert.
At komme med udsagn, der modsiger hinanden, eller er inkonsekvente, eller bare ikke lyder helt rigtigt, er sædvanligvis tegn på løgn.
5. Meget i forsvar.
Når en person lyver, vil han/hun blive meget defensiv, nægte at svare på spørgsmål overhovedet og endog beskylde dig for at lyve. Dette kan skyldes, at noget bliver forsøgt skjult.
6. Skifter hurtigt emne.
Hvis nogen lyver, og du skifter emne, vil personen højst sandsynligt være hurtigt med på skiftet. Når en person taler sandt, vil vedkommende sandsynligvis spørge dig, hvorfor du skiftede emne.
7. Humor eller sarkasme.
En skyldig person vil ofte forsøge at skifte emne ved at bruge humor eller sarkasme.
Selvfølgelig er der ikke én adfærd, der med sikkerhed kan fortælle, om en person lyver eller taler sandt. Stol på dit instinkt, og hvis du ikke er helt sikker, er det bedst at få noget bevismateriale, som kan underbygge din anklage.
I stedet for at stole på en specifik adfærd er det bedst at fange en løgner ved at betragte vedkommendes normale adfærdsmønster. Når et adfærdsmønster pludselig forandrer sig, er det med stor sandsynlighed, fordi der er blevet sagt en løgn.
Den bedste måde at fælde en person på er nok at fortælle, at du ikke er vred, men at du ønsker, at han/hun fortæller sandheden. Spørg derefter, om vedkommende fortæller sandheden, og vent på et svar.
Vi som familie arbejder virkelig med vores børn for at skabe et trygt miljø, så de altid kan føle sig trygge ved at komme til os og fortælle sandheden, lige meget hvad der sker. Men det går begge veje, for vi skal være også ærlige over for dem, og det vil ofte sige, at vi skal være konsekvente og ikke vælge den nemme udvej.
Måske burde vi alle indse, at vi ikke kan give, hvad vi ikke selv har.
Eller sagt på en anden måde: Vi kan ikke forvente, at andre mennesker taler sandt, hvis vi ikke er ærlige over for dem.
Det bedste sted at starte med at være ærlig er over for dig selv.



